onsdag den 13. oktober 2021

Halloweenkage


En lækker lille sag med masser af smag. Det er fugtige chokoladebunde med fyld af jordbær/rabarbermousse og Tobleronecreme.

Bundene bages i 3 forme og deles når de er blevet køleskabskolde. De er ret skrøbelige, så det er nemmest når de er helt kolde. De 6 bunde fyldes med 3 lag mousse og 2 lag chokoladecreme. Der er anvendt ca. 1,25 dl mousse pr. lag og det samme med chokoladecremen. Hvert lag er ca. 1-1,5 cm tykt.

Kagen er smurt op med en chokoladeganache og dekoreret med lidt farvet smørcreme. Pynten er chokoladekrymmel fra Callebaut og sukkerperler. Der er også lidt tørret safranblomster. På det ene foto har jeg lavet en chokoladeblomst med orangechokolade (også fra Callebaut) og på det andet foto er kagen pyntet med friske blomster. 

Kagen måler 16 cm og er 11 cm høj.

Opskrifter
Jordbær/rabarbermousse (lidt over 1/2 portion af opskriften til denne kage)
Chokoladebunde
Chokoladecreme 

Chokoladeganache (1:1)
250 g mørk chokolade
2,5 dl piskefløde

Smelt chokoladen i microovnen til ca. 75 % er smeltet. Varm fløde op til kogepunktet og hæld over chokoladen. Lad det stå 1 minuts tid. Rør herefter i midten af skålen til ganachen begynder at samle sig og blive blank. Rør så i større cirkler til alt er samlet. Skrab siderne ned og dæk ganachen med film helt ned på overfladen. Stil ganchen på køkkenbordet, gerne til næste dag. Konsistensen skal være som blødt smør. Kagen opbevares i køleskab.

Ønsker du ganache med mælkchokolade er forholdet 1:2 (dvs. 2,5 dl fløde og 500 g chokolade) og hvis det skal være hvid ganache er forholdet 1:3 (dvs. 2,5 dl fløde og 750 g hvid chokolade).
Det er vigtigt at bruge chokolade af god kvalitet, f.eks. Callebaut.