tirsdag den 7. juni 2022

God sommerferie


Inden længe går mine kolleger og jeg på ferie, så årets sidste personalemøde blev sluttet af med en stor lagkage. Indholdet er 2 vaniljekagebunde og 1 chokoladekagebund. Fyldet er blandet røde sommerbær og chokoladecreme. Kagen er opsmurt med nutellacreme og pyntet med en forskellige knasende chokolade kugler fra Callebaut og chokoladedryp af Gold karamel chokolade.

Kagen måler 24x24 og er 8 cm høj.

Opskrifter
Drømmekage
Chokoladekage
Chokoladecreme (ganache af Toblerone)
Nutellacreme

Gold chokolade dryp (ganache)
75 g Gold chokolade (fx Callebaut)
50 g piskefløde
En lille plastflaske med tud eller sprøjtepose

Stil et tomt glas i køleskabet.
Hak chokoladen fint. Bland fløde og chokolade i en skål og stil over en gryde med let kogende vand. Rør i blandingen indtil chokoladen er næsten smeltet. Fjern skålen fra varmen og rør fortsat stille rundt. Det sidste chokolade vil smelte efterhånden. Hæld i en plastflaske eller sprøjtepose.
Lad ganachen køle lidt af og test på det kolde glas, hvordan ganachen flyder ned. Den skal ikke være for hurtigt (så er ganachen for varm) og heller ikke for langsom. Pynt kagen når temperaturen er korrekt.