onsdag den 25. september 2013

Muffins med Chiafrø, æble og banan


Disse forholdsvis sunde muffins er bare så skønne. Nybagte er overfladen sprød og lækker, dagen efter er de blevet mere bløde, men stadig lidt crunchy indeni pga. de skønne frø.

12-16 stk. muffins
130 g fuldkorns hvedemel
170 g hvedemel
100 g sukker
4 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker med top
3 spsk. hørfrø
2 spsk. Chiafrø

1,25 dl. olie (ikke olivenolie)
2 æg
2,5 dl. minimælk

1 æble i tern
1 stor banan
2 tsk. kanel

Tænd ovnen på 180 grader. Fyld en muffinsbageform med 12 papirsforme.

Skær æblet ud i tern og vend stykkerne rundt i kanel. Mos bananen med en gaffel i en anden skål.
Bland mel, sukker, bagepulver, vanilje, hørfrø og Chiafrø sammen.
Rør æg, olie og mælk sammen med en gaffel.
Hæld æggeblandingen op til de tørre ingredienser og rør det sammen med en ske.
Vend æblestykker og banan i og fordel dejen i 12-16 forme. Der skal være ca. 1 cm til kanten af formen.
Bag muffinsene midt i ovnen i 25-30 min. Tjek med en tandstikker om der hænger dej fast.

Nyd dem lune, kolde, til morgenmad, frokost eller til eftermiddagskaffen :)

tirsdag den 24. september 2013

Cappucino Crunch Pops


Opskrift til ca. 8 pops

200 g chokoladekage (f.eks. denne)
2 store spsk. Nutella
2 tsk. abrikos marmelade
2 spsk. flormelis
*1 spsk. Bailey


ca.200 g mørk chokolade
ca. 40-50 g krymmel

*pas på at massen ikke bliver for våd, så kan det være svært at samle til faste kugler senere.

Kagen smuldres til krummer og alt blandes. Rul til kugler, der køles i køleskab i ca. 1 time.
Smelt ca. 30 g mørk chokolade og dyp en velegnet pind heri. Stik den i en af pops'ene, ca. 2/3 igennem.
Køl atter kuglerne, ca. 30 min.
Smelt resten af chokoladen. Dyp en cakepop og ryst den overskydende chokolade af ved forsigtigt at banke pinden på kanten af skålen med chokolade og drej den samtidigt. Drys med den krymmel du har lyst til. Stil popsene på køl.


Gem resten af den smeltede chokolade til en anden gang :)

Den valgte krymmel har Cappucino-smag. Jeg har købt den her.

fredag den 20. september 2013

Klassisk vanilje buttercream frosting

Til at smøre op eller pynte kage/cupcakes

225 g blød smør (ikke smeltet)
375 g flormelis sigtet
1 spsk. vaniljeekstrakt
3-4 spsk. mælk eller fløde

Rør smørret i ca. 5 minutter ved medium hastighed. Smørret skal blive mere hvidt end den normale gullige farve. Tilsæt halvdelen af det sigtede flormelis og rør ved lav hastighed. Når det er blandet sættes hastigheden op til medium.
Tilsæt vanilje og mælken/fløden. Rør til det er godt blandet. Tilsæt resten af flormelis (ved lav hastighed) og rør igen ved medium. Rør til slut i ca. 5 min ved høj hastighed.
Hvis konsistensen er for tyk tilsættes mere mælk/fløde. Hvis den er for tynd tilsættes mere flormelis.

Der kan tilsættes forskel smag til denne buttercream. Der kan f.eks. tilsættes reven citronskal eller limeskal, appelsinpasta, lakridssirup eller anden form for sirup.
Og den kan farves med pastafarver.

Denne opskrift passer til opsmøring af en kage på ca. 25 cm eller pynte ca. 12 cupcakes.

Jeg brugte næsten 2/3 af opskriften til at lave petal-mønster på en lille kage, der målte 16 cm og var 7 cm høj:

Lille lilla kage


Jeg øver igen på at lave disse kager med petal (blade) af buttercream/frosting. Det er et fint alternativ til al den fondant og marcipan.
Denne er en lille kage på 16 cm og ca. 7 cm høj. Jeg synes dog, at mønstret kommer mere til sin ret, ved en større kage.



tirsdag den 17. september 2013

Kage med blade


Denne kage er til søde mennesker. Dem skal man jo værne om...

Kagen indeholder 3 bunde af Nem chokoladekage og har fyld af jordbærmousse med lemon curd og lys Tobleroneganache.
Kagen er først opsmurt med Nutellacreme, herefter pyntet med frosting af svejtsisk marengscreme med hvid chokolade og jordbæressens, hvor jeg har brugt petal-metoden og et par få blomster.

Kagen måler 30 cm og er ca 7-8 cm høj.

God fornøjelse :D

søndag den 15. september 2013

Jordbærmousse med lemon



Jordbær/lemon mousse

Passer til et lag i en 30 cm kage

3 husblas
200 g frosne jordbær
2 dl. rørsukker
en anelse vand

saften fra 1 citron
1-2 spsk. lemon curd

2 tsk. vaniljesukker
6 dl. piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand.
Kog bær, sukker og vand til jordbærrene er "møre", ca. 15 min. Dryp af i en si. Gem evt. væden til at farve eller smage en frosting til med.
Blend de afdryppet bær.
Lun citronsaften lidt og opløs husblasen heri.
Bland saften med de blendede jordbær. Tilsæt lemon curd og bland det godt og lad det køle helt af.

Pisk fløden med vaniljesukker. Tilsæt jordbær/lemonblandingen. Lad moussen stå i køleskab til det er stivnet lidt, ca. 1-2 timer.

Billedet er lånt her.

lørdag den 14. september 2013

Signe 18 år


I anlednings af min søde venindes datter bliver 18 år i morgen, har jeg lavet lidt macarons til gæsterne.

Opskriften er en jeg har brugt flere gange. Disse macarons har fyld af hhv. hvid chokolade med revet citronskal, mælkechokolade med lakridsessens og mørk chokolade med mynteessens.

Fyldet (ganache) kan laves af flg.:
40 g piskefløde
80 g finthakket chokolade (hvis mørk dog kun 60 g)

Smag af eget valg:
Et par dråber essens
Revet øko citronskal ca. 1 tsk.
Lidt hindbærsirup
Eller bare din yndlingschokolade

Varm fløden op til kogepunktet. Hæld det over den finthakket chokolade. Lad et stå et øjeblik og rør så stille og roligt til der opnås en ensartet konsistens. Lad ganachen stå til den bliver stuetempereret.


For et par år siden var Signe i USA og her blev hun glad for Rice Krispies Treats (RKT). Jeg lavede derfor en lille kage til hende af RKT og Oreokiks. Den blev pyntet med smeltet mørk chokolade og lidt farvet sukker.

Der blev også et par macarons til overs...:

fredag den 13. september 2013

Nem chokoladekage (med fremgangsmåde)


En god og nem opskrift på en chokoladekage (eller 3 kagebunde). Opskriften passer til en kageform 20 cm.

Åbn kanten fra springformen og luk den igen (uden bunden). Læg den på et stykke bagepapir og tegn med blyant langs indersiden af formen.

Åbn kanten af bageformen og sæt bunden i igen.

Klip cirklen ud lige inden for blyantsstregen. Smør bageformens bund og sider, og læg det udklippede bagepapir i. Drys evt. med kakao langs kanterne.



Stil formen væk.

Tænd ovnen på 160 C (ikke varmluft).

Ingredienser:

300 g mel
50 g ren kakao (ikke Nesquick e.l.)
300 g sukker
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljepulver
75 g meget blødt smør (ikke smeltet)
2 æg
2 dl. kærnemælk (eller appelsinjuice + reven appelsinskal)

Alle tørre ingredienser blandes - gerne i en køkkenmaskine:


Tilsæt det bløde smør:


Herefter kommes de våde ingredienser i og det hele blandes til en jævn dej:


Dejen hældes i bageformen og bages midt i en forvarmet ovn ved 160 grader i ca. 50-60 min.


Test med en tandstikker efter 50 min. Hvis der sidder fugtig dej på tandstikkeren, skal kagen bages lidt mere.

Lad kagen køle af i formen i 10-15 min og vend den så forsigtigt ud på en rist og lad den køle helt af.
Opbevar kagen indpakket i husholdningsfilm. Hvis den skal deles i bunde, så sæt den i køleskabet evt. natten over.



Vend evt. kagen med undersiden opad, hvis du skal overtrække kagen med fondant. Så er kanterne mere skarpe og overfladen jævn.

Ellers så er det bare at opsmøre, pynte eller nyde kagen som den er :)

Her er et billede fra første gang jeg bagte kagen til et kursus i 2009:


mandag den 9. september 2013

Reste-guf



Fra Kit-Kat kagen blev der en dejlig tyk bund tilovers. Den blev rørt til smulder og blandet med lidt Nutellacreme og abrikossyltetøj.



Overtrukket med mørk chokolade og drysset med krymmel, så ses det jo slet ikke, at der er tale om en 'rest'. Pakker man så hver enkel cakepop ind i en lille cellofanpose, så bliver det en fin lille gave til de søde kolleger :D

søndag den 8. september 2013

Kit-Kat kage



I dag fik vi endelig samlet familien til fødselsdag. Børnenes 13 og 18 års fra april og min fra juli måned.
Vi var 16 personer til Pulled Pork med hjemmelavet burgerboller, Spicey Coleslaw med soyamandler, CousCous salat med hasselnødder og ananaskirsebær samt Harissa kartofler som tilbehør.

Til dessert fik vi Kit-Kat kage. Det var en skøn chokoladekage i 4 lag bagt med olie, så den havde en dejlig konsistens med fyld af 3 lag hindbærmousse. Kagen blev smurt op med Nutellacreme og ca. 40 single Kit Kat blev sat langs kanten. Kagens mål var Ø 23 cm, hvilket passede fint til dette selskab.



Som pynt var der krymmel og en smuk kandalaber - det var jo trods alt en 3-dobbelt fødselsdag :)



Der blev også sat en fin lyserød sløjfe på. Dog ikke for at holde på Kit Kat'ene, de sad godt nok fast uden.

Kagen var super lækker, let og "fugtig" og opskriften får du her:

Chokoladekage med englelyd

3 bunde str. ca 22 cm

Tænd for ovnen på 180 grader.

Bland de tørre ingredienser i skål:
190 g. hvedemel
1 tsk. salt
1 1/4 tsk. bagepulver
1 1/4 tsk. natron
2 tsk. vaniljesukker
275 g. sukker
60 g. cacao

I en anden skål blandes:
2 æg ( stue temp.)
1 1/2 dl. sød eller letmælk

I en tredje skål blandes:
1 1/2 dl. stærk kaffe eller espresso - afkølet (kan ikke smages i færdig kage)
75 ml. rapsolie (eller anden smagsneutral olie, ikke olivenolie)

I en køkkenmaskine blandes "det tørre" med mælkeblandingen. Rør ca. 2 min.
Herefter tilsættes kaffe/olie blandingen. Rør ca. 2 min.

Bag kagen midt i ovnen ca. 30-40 min. Test med en tandstikker om der hænger dej fast.

Køl kagen helt og del i bunde, eller spis den som den er.

Man kan evt. prøve Bailey i stedet for kaffe ;)

torsdag den 5. september 2013

Aloha Hawaii...



Dagens kager er til kollegerne. En stor til dem på kontoret og en mindre til de kolleger, der sidder i et møde :-)



Kagerne indeholder 3 chokoladelagkagebunde og har fyld af jordbær/rabarbærmousse samt chokoladeganache med Digestive-knas. De er overtrukket med blandet marcipan og chokoladefondant.



Den store måler 23 cm og er ca. 8 cm høj. Den lille måler 16 cm og er også ca. 8 cm høj.