lørdag den 30. april 2011

Kærestekage


Så er der også en lille kage til min datter og hendes kæreste...
Indholder 4 tynde bunde af chokoladekage, 2 lag fyld af mousse med røde bær og 1 lag chokoladeflødecreme.
Overtrukket med hvid sugarpaste og pyntet med lidt RI, blomster og hjerter.

Tillykke:-)

Racer til Jonas



Jonas er vild med formel 1 og har selv kørt go-cart i lang tid. Derfor skal han have denne racer-kage.
Kagen har 2 bunde af chokoladekage (Bondekonens) og 1 Drømmekagebund. Det er et lag af blandet røde bær og ananas samt et lag med chokoladeflødecreme.
Kagen er opsmurt med mild nutellacreme og overtrukket med sugarpaste.


Græsset er Royal Icing. Bilen, banen, sidepynten, blomster mv. er også sugarpaste.
Kagen måler 28x28x8 cm.

Stort tillykke med dagen, Jonas:-)

torsdag den 28. april 2011

Rebecca 7 år


Sidste år fik Rebecca en fin 6-års kage. Nu bliver hun (sjovt nok) 7 år og vil gerne have en ny kage. Også med billede på.
Jeg har lavet en chokoladekage (Bondekonens) og fyldet er 2 lag skøn chokoladeflødecreme.

Kagen er smurt op med lys vaniljecreme, overtrukket med marshmallows-fondant (smager lidt af Hubbabubba-tyggegummi) og pyntet med jordbær og blade i marcipan og blomster i sugarpaste.


Kagen måler 25x25cm og er 6 cm høj og skal med Rebecca i skole i morgen.

Kæmpe tillykke til Rebecca med de 7 år:-)

Chokoladeflødecreme


Skøn og nem kagefyld

1 dl. sukker
1 dl. ren cacaopulver
3 dl. piskefløde

Bland sukker og cacao og hæld piskefløden over. Stil i køleskab i mindst 30 min.
Pisk op til en creme - pas på det går stærkt!

Portionen rækker til 1 lag i en 25 cm form.

mandag den 25. april 2011

Påskeæg


Til min skønne families påskefrokost i dag havde jeg lavet en lille påskekage. Det var en kage lagt sammen i et pappåskeæg og den bestod af mandelbunde og chokoladebunde, fyld af både hvid chokolademousse med granatæble og passionsmousse. Kagen blev smurt op med nutellacreme og overtrukket med marcipan blandet med lidt sugarpaste.


Langs kanten lå små chokoladeæg og sløjfe-båndet er præget med en mønsterpræger.



Jeg havde også lavet et tvillingeæg til en anden dejlig famile, der trængte til et påskeæg:-)


Kagerne måler 26 cm fra spids til bund.

Sådan ser kagen med lilla bånd ud indeni:

Mini påskeæg


Jeg lavede 3 påskeæg i år - 2 store og 1 lille. Her er det et lille æg (13 cm), der er blevet fyldt med indholdet, som er vist og beskrevet herunder:



Trods de 3 kager blev der lidt af de skønne kager tilbage og af dem lavede jeg noget trøffelfyld til mini påskeæg. De indeholder mandel og chokoladekage, smeltet mørk Toblerone, flormelis, lidt abrikossyltetøj og lidt smør. De er overtrukket med mørk chokolade og nougat.



lørdag den 23. april 2011

Hvid chokolademousse med granatæble


2 lag Ø20 cm

4-5 dl piskefløde
150 g hvid chokolade (f.eks. Marabou Vintervit)
Saft fra ½ citron
Kerner fra 1 granatæble
(2 blade husblas - hvis du ønsker fromage-konsistens)*

Citronsaft og 1 dl. af fløden (der ikke er pisket) blandes.
Chokoladen smeltes og køles af.
Hæld kold vand i en stor skål. Skær granatæblet i over og fjern kernerne fra skallen under vand. Grunden til at jeg fjerner kernerne under vand, er at man undgår røde stænk over det hele:-) Hæld kernerne i en sigte og lad dem dryppe godt af, tør dem evt. også på noget køkkenrulle.
Pisk resten af piskefløden til skum og tilsæt den afkølede chokolade og blandingen af piskefløde og citron (og husblas).
Kernerne tilsættes fyldet.
Lad moussen stivne i køleskabet eller fyld den direkte i kagen.

Jeg har fundet opskriften hos Mette fra Feinschmageren.
*Oprindeligt er det en fromage, men jeg har fjernet husblassen og tilsat lidt ekstra flødeskum for at gøre den lidt mere lind.

torsdag den 21. april 2011

Oreo mini cupcakes


Til et besøg hos min søde veninde, havde jeg lavet disse mini cupcakes, hvor jeg havde brugt min cupcake mold og fyld af Oreo og Philadelphia.
De blev dyppet i mørk chokolade i bunden og toppen blev tyllet med enten gul eller grøn chokolade fra SpecialKøbmanden. Denne chokolade er nok nemmest at anvende til noget andet end at dyppe kager i!!! Chokoladen er meget tyk, når den er smeltet, derfor måtte jeg opgive at give kagerne et dyp, men tylle den på.
Pynten er fra Dr. Oetker.


Det er lidt svært at se billedet af kagen indeni, men man kan dog ane lidt af den hvide creme fra Oreo-kiksene...




De vakte stor glæde hos modtageren:-)

Oreo trøfler (opskrift)



2 pakker Oreos (300 g)
100 g Philadelphia-ost natural (ikke light)

Opskriften giver ca. 20 trøfler (vej dem til 20-25 g inden de trilles til kugler)

Kør kiksene i en foodprocessor, så de bliver til krummer (eller knus dem i en plastpose med en kagerulle). Bland flødeosten i med hænderne, så det bliver til en stor samlet masse.
Rul kugler i den ønsket størrelse. En passende størrelse er 20-25 g.
Tril herefter kuglerne i krymmel evt. kan de først dyppes i smeltet chokolade, men det er ikke nødvendigt.

mandag den 18. april 2011

Cucpakes med chokoladeovertræk


Jeg har længe haft lyst til at prøve at lave Martha Stewarts hi-hat cupcakes og i dag blev det.
De ligner måske ikke lige hendes, men det var til at finde ud af og de var slet ikke så ringe endda:-)
Jeg pyntede dem lige med lidt krymmel fra Dr. Oetker, mens de stadig var lidt flydende i chokoladen - man skal jo pynte kagerne...

Selve cupcaken er ikke så stor, når den er bagt og pyntet færdigt, men det er ok. Det, der er smager godt!

lørdag den 16. april 2011

Konfirmation for Ea

Byens sødeste pige skal konfirmeres og hun ville gerne have en kage i farverne limegrøn og lilla, hvid og sølv for det passer til bordets farver.


Kagen indeholder vaniljelagkagebunde, hindbærmousse og Tobleronecreme. Den er smurt op med vanilje/appelsincreme og overtrukket med ren sugarpaste.




Et kæmpe tillykke til søde Ea:-)

2 x fødselsdag

Min søster spurgte for få dage siden om jeg ikke liiige kunne lave en kage til min svoger og nevø til når vi skulle til fødselsdag hos dem...?!! Jo da:-)


Det blev til en lagkage med chokoladelagkagebunde, mousse af blandet røde bær og creme af mørk Toblerone og nougat. Kagen blev smurt op vanilje/appelsincreme og overtrukket med blandet sugarpaste og marcipan.


Hertil nogle aktuelle påskeliljer og et par hvide liljer.



Stort tillykke til Michael og Frederik:-)

18 års fødselsdag med fancy kage


En 18 års fødselsdag skal fejres med en særlig kage. Og Marie's kage ingen undtagelse. Kombinationen af zebrastriber, pink sko og alt et hvide giver et super godt resultat, synes jeg.
Kagen er en lagkage med chokoladelagkagebunde, fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme. Den er smurt op med vanilje/appelsincreme og overtrukket med ren sugarpaste. Skoene er også af sugarpaste.
Kagen måler Ø30 cm og er 8 cm høj.




Et kæmpe tillykke med fødselsdagen:-)

fredag den 15. april 2011

Jordbærmousse


2 lag mousse til en kage på Ø24 cm

1 bæger past. æggehvider
1 bæger past. æggeblommer
150 g sukker
300 g friske eller optøet jordbær
½ l piskefløde
6 blade husblas

Der kan tilsættes ekstra friske hakket jordbær eller hakket chokolade.

Husblas lægges i blød.
Jordbær koges kort. Mos eller blend jordbærrene.
Tilsæt husblassen, der er vredet fri for vand og smeltet i den væde, der hænger ved i en gryde. Eller tilsæt husblassen direkte i den lune jordbærgrød. Rør rundt og lad det køle af.

Pisk æg og sukker til det er luftigt og hvidt. Det kan tage flere minutter.
Pisk fløden meget stiv. Meget stiv.

Bland ca. 2 spk af æggeblandingen i jordbærgrøden. Rør det roligt ind. Nu kan resten af grøden hældes i skålen med æggeblandingen. Vend det forsigtigt sammen.
Tilsæt ca. 2 spk. piskefløde og rør det sammen.
Herefter vendes resten af flødeskummet i og det hele blandes/vendes sammen.
Nu kan den hakket chokolade tilsættes.

Sæt moussen på køl og lade den stivne i en times tid.
Når moussen er lagt på kagebunden, kan der drysses ekstra jordbær over.

lørdag den 9. april 2011

Fødselsdagsgave


Junior skal til fødselsdag og med til fødselaren har han en bolle med chokoladeglasur og ansigt af chokoladelinser.
Bollen er gaven og indeni er en pengeseddel pakket ind i sølvpapir og bagt ind i bollen:-)

Jordbær bag tremmer



Børnenes fødselsdag blev fejret i dag. Jeg lavede en slags jordbærtærte, der bestod af 3 hjerteformet drømmekagebunde, der blev penslet med smeltet mørk chokolade. Mellem bundene var der vanilje lagkagecreme fra Dr. Oetker blandet med flødeskum og masser af friske jordbær. Til sidst blev øverste bund drysset med rød og hvid sukkerkrymmel.


Langs kanten af kagen satte jeg et bånd af marcipan, som jeg kunne "lime" chokolade-vaffel-rørene fast med chokolade på.


Kagen smagte rigtig godt. Den var frisk og lækker, chokoladen var dog lidt for hård at skære i, men det gik alligevel.

Hele herligheden blev holdt bag tremmer af 70 chokolade-vaffel-rør.
Kagen målte 24 cm og var 8,5 cm høj (uden rørene).

tirsdag den 5. april 2011

Computerkage


En skøn chokoladekage (Min Kage fra Kagemagasinet.dk) med 2 lag fyld af jordbærmousse med hakket mørk chokolade (Toms med jordbærstykker).
Kagen er smurt op med chokoladesmørcreme og er overtrukket og pyntet med fondant. Kanten er Royal Icing tilsat lidt mynte-smag.
Kagen måler Ø18 cm og er 8 cm høj.

Durgham arbejder med it i en bank og det er hans kone, der ønsker at overraske ham med en fødselsdagskage.
Tillykke med de 42 år:-)

søndag den 3. april 2011

Vandbakkelser med jordbærmousse


Mine børn er vilde med de små vandbakkelser man kan købe med cremefyld. Hvor svært kan det være at lave dem selv, tænkte jeg?? Det er ikke så svært, med mindre de ikke er bagt nok! Det var første hold ikke. De var store og flotte - men efter 3 minutter på køkkenbordet, mindede de mest af alt om punkteret badebolde...
En ny portion dej, 25 min i ovnen - og så var der fine vandbakkelser.
Fyldet er jordbærmousse med hakket Toms Chokolade med jordbærstykker i og friske stykker jordbær.