lørdag den 28. maj 2011

Fancy pigekage


Så er der 14 års fødselsdagskage i tøsefarver. Det er en model "fancy", men denne gang med en pige i tutu-skørt i lyserøde nuancer.
Bagpå er der bånd og sløjfe.


Kagen indeholder 3 bunde af Bondekonens chokoladekage og er opsmurt med creme med mørk chokolade(se opskrift længere nede). Kagen er overtrukket med Wiltons fondant og pynt er lavet af samme.

Kagen måler Ø22 cm og er 8 cm høj.

Smørcreme med chokolade

113 g smør
113 g palmin
450 g flormelis
1½ tsk vanilje ekstrakt (klar hvis cremen skal være hvid)
4 spk kold mælk

Bland smør og palmin grundigt i ca. 5-10 min på maskine. Tilsæt vanilje og herefter flormelis lidt af gangen. Tilsæt mælken til slut. Ønskes en mere lind creme tilsættes lidt mere mælk.

Jeg har til denne opskrift smeltet ca. 50 g mørk chokolade og rørt ind i efter cremen var færdig.
Sidst brugte jeg hvid chokolade.

I denne portion havde jeg til 2 kager a 20-22 cm

Opskriften finde mange steder på nettet, så jeg kan snart ikke huske hvor jeg præcis fandt den. Min udgave er en halvering af den oprindelige.

torsdag den 26. maj 2011

Bogormen Bo


Så er det min datters næstsidste skoledag. Hun skal ud af 9. klasse og starter så på gymnasiet efter sommer. En spændende tid.
Men på denne næstsidste dag skal der spises kage og det blev denne bogkage. Selve pyntningen var min datter med til og vi hyggede os i flere timer (det blev meget sent inden kagen var færdig...!) Hun var faktisk ret god til det med bogstaverne;-) Navnene er alle klassens lærer.



Kagen indeholder 3 bunde af drømmekage med fyld af jordbær/rabarbermousse og Tobleronecreme. Kagen er smurt op med en creme med hvid chokolade og er overtrukket med sugarpaste. Efter pyntningen fik den lige lidt glimmer.



Vi var begge to helt vilde med bogormen og døbte ham Bo. Er han ikke skøn?

Kagen måler 37x26 cm og er 10 cm høj.

søndag den 22. maj 2011

Blomsterkurv


Denne kurv er til en sød bekendt og den indeholder 3 bunde af drømmekage og har fyld af blandet røde bær og chokoladeflødecreme.
Kanten er præget som en kurv og under bladene er der en snoet kant.


Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med sugarpaste. Blomsterne er også sugarpaste.

Kagen måler Ø11cm og er 7 cm høj.

Cars til Mikki


Mikki bliver 3 år og han er vild med bl.a. Cars. Han skal derfor have denne kage, der indeholder 2 bunde af Drømmekage og 1 kokosbund. Der er fyld af blandet røde bær og chokoladeflødecreme. Kagen er smurt op med Nutellacreme og er overtrukket og pyntet med sugarpaste. Billedet er sukkerglasur.

Kagen måler 20x20x8 cm


Tillykke til Mikki:-)

fredag den 20. maj 2011

Brøndby t-shirt



Der er skam også en stor Brøndby fan, der skal konfirmeres i dag. Jacob skal fejres og det skal han med en t-shirt.

Kagen indeholder 2 vaniljelagkagebunde og 1 chokoladelagkagebund. Der er fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme med hakket chokoladestykker.
Kagen er overtrukket med marcipan og græsset er RI (glasur).




Kagen måler 37x28x8cm.

Et stort tillykke til Jacob:-)

Konfirmations cupcakes



Disse cupcakes er også til Michalas konfirmation. Det er lyse Bourbon Vanilla Cupcakes og Devil's Chocolate Cupcakes. Begge opskrifter er fundet her. Der er 100 cupcakes i alt - 50 af hver:-)
De er pyntet med nougatfrosting og 4 forskellige smukke glimtende blomster.



Man kan desværre ikke se, hvilke forme jeg har brugt, men jeg har brugt disse forme. De er købt hos Annettes Favoritter, en ny netbutik med bl.a. forme og toppers til cupcakes. Der er ikke det store udvalg endnu, men det kommer stille og roligt:-) Formene var rigtig gode at bruge.



Update 5. januar 2012:

Her kan du se hvilke udstikkere jeg har brugt - dog har jeg ikke brugt miniblomster udstikkeren i denne omgang. Alle kan fås i Kagebutikken.dk - også silikoneprægeren, som efterhånden er blevet uundværlig, når jeg laver blomster.

Basket konfirmation


Michala er en ung smuk pige, der spiller basket i (næsten) al sin fritid. Derfor måtte hendes konfirmationskage markere dette.
Kagen indeholder 2 vaniljelagkagebunde og 1 chokoladelagkagebund. Der er et lag fyld af jordbærmousse med hakket mørk chokolade og et lag nougatganache.
Kagen er smurt op med Nutellacreme og er overtrukket med sugarpaste.


Kagen måler 35x25x10 cm og jeg tør slet ikke tænke på, hvad den vejer.



Stor tillykke til Michala, der konfirmeres i dag:-)

søndag den 15. maj 2011

Nemo kage


Søde Kerem bliver 5 år og da han bliver kaldt Nemo af sin mor, måtte det bare være en Nemokage.
Der er 2 vaniljelagkagbunde og 1 Drømmekagebund. Fyldet er et lag ekstra fyldig hindbærmousse og et lag chokoladeflødecreme.
Kagen er smurt op med en smørcreme, hvor jeg brugte 2/3 chokoladeflormelis og 1/3 almindelig flormelis og er overtrukket med halvt Regalice sugarpaste og halvt marshmallows fondant.


Billedet er et sukkerglasurbillede og "vandet" er royal icing (glasur). Først den blå glasur, så en hvid til "bølgetoppene". Diverse pynt er lavet af sugarpaste.
Kagen måler 25 cm og er 8 cm høj.



Hip hip hurra for Kerem i morgen:-)

torsdag den 12. maj 2011

Sund(ere) rabarbertærte


Jeg fik nogle friske rabarber forærende og tænkte, at så måtte de skønne røde stænger da lige afprøves til kollegerne og vupti, så fandt jeg en sund(ere) opskrift på nettet. Den blev tilpasset mit temperament;-)
Kollegerne var vildt begejstret og bad om opskrift, den kommer her:

250 g sukker
1 spk. vaniljesukker
3 æg
1½ æggehvide
250 g mel
3 tsk. bagepulver
100 g kokosmel
500 g rabarber i ca. 1 cm skiver
100 g grofthakket mandler

Pisk æg og hvider med sukker og vaniljesukker til en luftig mousse. Bland kokos, bagepulver og mel sammen og rør dette i dejen. Tilsæt rabarberne og bland i dejen.
Det hele hældes i en bradepandeform, der er foret med bagepapir i både bund og sider. Drys med de hakket mandler.
Jeg brugte en form, der målte 30x30 cm. Det passede fint.
Bages ved 175 grader i ca. 35-40 min.

Hertil græsk yougurt 2% blandet med lidt sødemiddel og vanilje ekstrakt.

Det var altså rigtigt godt. En opskrift værd at gentage mere end en gang. Tærten smagte både sødt og frisk. Skønt at den så heller ikke var spækket med smør og piskefløde til en forandring.

tirsdag den 10. maj 2011

Endnu en kage med sko...


Denne kage er til søsters firma. Der er 3 vaniljelagkagebunde, mousse af blandet røde bær med frisk limeskal samt lys Tobleronecreme drysset med grofthakket mørk Toblerone. Den er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med lyserød fondant.


Sko, blomster og kant er sugarpaste/fondant.



Kagen måler 30x30 cm og er 8 cm høj.
Kagen er beregnet til ca. 40-50 veninder;-)

lørdag den 7. maj 2011

Computer kage


Kristoffer skal konfirmeres og al hans fritid går med enten computer, ps3 eller tv! Jeg valgte computer som figur på hans kage.



Kagen har hjemmelavet lagkagebunde, 2 vanilje og 1 chokolade.
Fyldet er hindbærmousse og Tobleronecreme og kagen er smurt op med Nutellacreme.


Forhøjningen under computerskærmen er Drømmekage (den er mere fast end lagkagebunde) lagt sammen med Nutellacreme. Her kan du se kagen under opsmøring med cremen.

Tastaturet tog sin tid at lave... og samle...



Kagen er overtrukket med sugarpaste og pyntet med et spiseligt sukkerbillede på skærmen. Der er et let lag glimmer på skærm, tastatur og mus.

Kagen måler 30x30x8 cm (excl. forhøjning) og der er kage til 30-40 personer.

Et kæmpe tillykke med dagen, Kristoffer

Afternoon tea ... coffee


I går var jeg på en hyggelig strøgtur med min skønne (kage)veninde. Efter at have besøgt flere køkkenudstyrsbutikker, sluttede vi dagen af med et besøg hos Konditori Antoinette. De har alverdens skønne søde ting at byde på. De serverer både morgenkomplet, brunch, sandwich og man kan endda købe lidt fondant, pastafarve og færdigproduceret sukkervarer, hvis man lige mangler det.
Vi valgte en Afternoon tea-menu med 3 små dejlig lune scones og tilbehør i form af lemon curd, marmelade og flødeskum. Vi drikker ikke tea, så vi fik café latte i stedet.


Vi havde også købt 3 macaroons. De smagte dog ret kunstigt, ikke helt godt. Men måske var det bare de skønne scones, der overgik dem.
Hvis du ikke kender konditoriet, så er det bestemt et besøg værd for andre kagehungrende strøg-gæster:-)
Konditoriet ligger Østergade 42 B2/Pistolstræde, 1100 København K.

søndag den 1. maj 2011

How to - fyldte påskeæg


Hvis julen varer lige til påske - så må påsken jo vare lige til jul?!
Jeg havde en stor drømmekage-bund til overs og tænkte, at et forsinket påskeæg vel ville give glæde alligevel.
Jeg har fotograferet undervejs, så du kan se hvordan det fyldte æg blev til (og jeg selv til næste år kan huske hvordan jeg gjorde!):

Bunden måler 38x28 cm og ægget 15 cm.


Skær/pres ud 3 bunde: En i 100%, en i ca. 75% og en i ca. 50% (den mindste må godt være lidt større end jeg har lavet den).


Læg den mindste bund i papægget, der er foret med en plastpose.


Du kan også vælge at fore hele ægget med kage, men jeg skulle lave 2 æg, så det var der ikke kage nok til denne gang. Det gjorde jeg sidste jeg lavede påskeæg.


Fyld den første mousse i ægget. Her er det blandet røde bær-mousse.


Læg en bund (str. 75%).


Fyld den næste slags fyld i. Her er det chokoladeflødecreme.


Læg den sidste bund i papægget og pak det hele godt ind og sæt på køl i mindst 4 timer.


Vend ægget ud på det fad, det skal serveres på og glat fyldet rundt om kagen. Som du kan se her, er der der masser af dejlig fyld i dette æg. Det gør det mere besværligt at smørre kagen op, men smager så til gengæld mere af bær og chokolade end af selve kagen;-)
Det tredje billede viser sidst jeg lavede påskeæg og havde foret hele ægget med kage.



Det lykkes at få kagen smurt ind i Nutellacreme trods alt;-)


Det hele overtrækkes med sugarpaste blandet med marcipan (ca. i forholdet 60%/40%) og en smule Ivery-pastafarve i.


Tilbage er der så at pynte ægget (æggene). Jeg havde lidt mini påskeæg tilovers fra sidst, så derfor ligner disse 2 æg de forrige til forveksling:-) Men pyt med det - det er ikke de samme modtagere som sidst.



Sådan gik det meste af min 1. maj 2011 - slid og slæb;-)