søndag den 30. oktober 2011

Græskar cheesecake


Da vi lavede halloween-græskarhoved forleden dag, gemte jeg "kødet" fra græskaret og brugte til denne græskar cheesecake.
Opskriften havde jeg fundet hos Sprinkle Bakes og den så bare så indbydende ud. Samtidig er det jo ikke godt at være kage-nørd og så ikke have prøvet at lave en cheesecake.
Resultatet blev godt og selv om kagen er ret besværlig at lave, så er den bestemt umagen værd.
Der var kage til både gæster og naboen :-)




Kagen matchede rigtig godt min flotte blomsterdekoration, jeg fik af en bekendt:-D

Flere creepy fingers


Denne gang er det til min datters gymnasieklasse - en æske med ca. 70 grønne og hvide "dead and creepy fingers"...

De hvide har vaniljesmag og de grønne fik lidt limeskal og saft samt lidt grøn pastafarve.


Opskriften finder du her.

fredag den 28. oktober 2011

Hestekage


til Melanie, der er blevet 13 år. Hun er vild med heste :-)
Kagen indeholder 3 chokoladelagkagebunde og har fyld af hindbærmousse og chokoladecreme af Toms Skildpadder.
Kagen er opsmurt med Nutellacreme og overtrukket med blandet sugarpaste/marcipan.

Hesten er formet af chokoladesugarpaste. Spanden, der er overfyldt med frisk vand, har fået lidt Piping Gel.
Kagen måler 20x20 cm og er 7 cm høj.


Kæmpe tillykke til den nye teenager:-)

torsdag den 27. oktober 2011

Græskar


I går købte jeg et kæmpe græskar, og far og søn hyggede sig med at lave et uhyggeligt hoved. Det blev rigtigt flot og det var endda første gang de prøvede at skære og udhule et græskar (hvem mon har gjort det før dem herhjemme??!!)
Jeg fjernede alle kernerne fra græskarkødet og kogte dem i 20 min i saltvand, der lige dækkede kernerne i gryden. Så blev de tørret i et viskestykke og røg i ovnen med lidt salt på i ca. 10-12 min på 250 grader.
Det tog ret lang tid i ovnen, fordi kernerne ikke var tørret godt nok inden de røg i ovnen. Jeg havde ellers læst mig til, at de skulle have høj varme i ca. 3-5 min...


De duftede fantastisk og smagte lige sådan.
Græskarkødet blendede jeg og har en idé om, at jeg får lave en skøn kage i weekenden, men nu må vi se. Der er mange aftaler i denne weekend.

God weekend til alle :-)

søndag den 23. oktober 2011

Den dragende citronmåne



"Den Dragende Citronmåne" bliver den kaldt og det er den. Den er frisk og saftig og man kan let blive afhængig. Jeg har bagt masser af gange og til alle mulige lejligheder. Prøv den siger jeg bare. Her får du opskriften, som jeg fandt i et ugeblad, men som er fra bogen "Greven, Kammerjunken og den dragende citronmåne" af Sif Orellana.

20-22 cm bageform, ca. 10 stykker

250 g blødt smør
350 g sukker
4 æg
Fintrevet skal af 2 citroner
Ca. 325 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
1,1 dl mælk
Brug gerne bake-strips (Bake Even Strips) rundt om kageformen formen, for en højere og mere jævn bagning (læs om alternativ her)

Glasur
Saften af 1 hel citron
Ca. 115 g flormelis

Tænd ovnen på 180 C. Smør formen og læg et stykke bagepapir i bunden. Pisk smør og sukker godt sammen med elpisker. Pisk æggene i og tilsæt den revne citronskal. Sigt mel og bagepulver i og vend det rundt i dejen. Tilsæt til sidst mælken og hæld dejen i den smurte form.

Bages til den er gylden og gennembagt, ca. 40-55 min. Prøv med en tandstik om der hænger dej fast. Kommer den ren ud af kagen, er kagen færdig. Hvis du bruger strips rundt om formen, skal den bage lidt længere tid.

Rør citronsaft med flormelis og si det eventuelt (så der ikke er klumper af flormelis), så den er klar når kagen kommer ud af ovnen. Stik DYBE huller i kagen med en kødnål/tandstik og fordel glasuren på den varme kage. Lad den køle helt af. Glasuren trænger ned i kagen og størkner ovenpå, så den bliver helt porøs og crunchy.
Opbevar kagen i køleskabet, men server ved stuetemperatur.


lørdag den 22. oktober 2011

Skater park


Min nevø bliver 8 år og han er vild med at lege med finger skateboards (små skateboards man bruger fingerne til at køre med).
Derfor ønskede han sig en kage med "noget skater-noget".
Da jeg for 2 år siden lavede kage til ham var det noget helt andet...

Selve rampen formede jeg af RKT i en aflang bageform. Da formen var blevet kold og hård skar jeg den til. Rampen blev smurt op først med RI (royal icing) for at tage de værste ujævnheder, så med Nutellacreme inden den blev overtrukket med fondant, der var præget så det ligner sten. Grafittien blev lavet med blandet farver sugarpaste.


En lille forhøjning med skateboards.


Skraldespanden er også lavet i sugarpaste. Først stod den fin og færdig, men så fik den et par tryk, så den ligner "virkeligheden".



Enderne på rampen fik også lige lidt pynt.



Selve kagen er 3 chokoladelagkagebunde og fyldet er hindbærmousse og tobleroneganache. Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med blandet marcipan og chokolade-sugarpaste. Græsset er Royal Icing.

Selve kagen måler 36x24x8 cm.


Kæmpe tillykke til Mads-Emil med de 8 år :-D

fredag den 21. oktober 2011

Agnes Cupcakes

Så skulle de prøves - konkurrentens cupcakes.
Nøje udvalgt fra nettet inden vi tog derind (for det er ikke alle varianter, der forhandles hver dag), var vi klar.

Posen blev udleveret og vi gik varsomt hjem med kagerne.


Hjemme kunne vi se, at æsken så intakt ud nede i posen trods en længe bustur og regnvejr...


Spændende - nu skal æsken åbnes...


Og her er de så - vores nøje udvalgte cupcakes...


Vi købte 6 forskellige og har nu fået kæmpet os igennem dem. Samlet set er de gode, rigtig gode, men jeg kan nu også godt li' mine egne.
Jeg var overrasket over deres frosting - det ser ud som om der er et flere centimeter højt lag på nogle af dem, men det er der ikke... Det er selve cupcaken, der går op i en top. Snyd kunne man næsten sige.

Skulle jeg pege på en yndling, så er det nok Lemon Meringue - men jeg elsker også lemon curd :-)

Jeg købte også et fad til mig selv, det var dog hos Lisbeth Dahl. Det stod til den nette pris af 139 kr.

Super lagkagebunde


Dette er opskriften på de lagkagebunde jeg altid bruger. Opskriften slår aldrig fejl og smager fantastisk. Bag gerne et par dage før brug og pak ind i husholdningsfilm. Opbevares på køl indtil den hele kage deles til bunde.

3 bunde str. 20 cm

4 æg
160 g sukker
1 spk. vand
1 tsk. vaniljesukker med top
1 knsp. fint salt

120 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
Evt. 3 spk. kakao, hvis chokoladebunde

Tænd ovnen på 200 grader. Smør en form, men kun i bunden. Læg et stykke bagepapir, også kun i bunden.
Pisk æg med sukker, vanilje, vand og salt. Pisk længe og grundigt – gerne 5 min på høj effekt. Det skal blive en fin mousse.
Sigt mel og bagepulver i. Vend det i med let hånd til melet kun lige er opslugt.
Bages med ovnlågen lidt på klem de første 10 min, herefter med helt lukket låge. Bages i alt ca. 20 min.
Lad kagen stå i formen til den er kold.
Pakkes i husholdningsfilm og opbevares i køleskab inden den deles i bunde.

Chokoladekage

Her følger opskriften på Whisk Kid's chokoladekage.

til 2x15 cm forme eller 2x22 cm forme,

166 g mel
33 g usødet kakaopulver
1½ tsk bagepulver
1/4 tsk salt
118 g smør, stue temp.
213 g brun farin
2 æg, stue temp.
1 tsk vanilje
157 ml creme fraiche, stue temp.
157 ml varm kaffe

Forvarm ovnen til 175C. Smør forme og for med bagepapir i bunden.

Sigt mel, kakao, bagepulver og salt sammen i en skål.

Rør smør og sukker, indtil det er meget let og luftigt, ca 5 minutter. Tilsæt æg, et ad gangen, rør indtil det er godt blandet. Skrab ofte siderne i skålen, for at få alt blandet. Tilsæt en tredjedel af de tørre ingredienser, rør indtil det netop er blandet, tilsæt derefter halvdelen af ​​creme fraiche og bland indtil det er netop indblandet. Gentag, tilsæt derefter de øvrige tørre ingredienser.
Rør forsigtigt den varme kaffe i, og del ligeligt i formene.
Bages 35 til 40 minutter. Lad dem køle af i formene i 10 minutter, vend derefter kagerne ud på en rist og lad dem afkøle helt. Gerne 30 min i køleskab inden de deles i bunde.

Kan fyldes med flødecreme som jeg gjorde eller du kan fylde med smørcreme:

Italiensk Marengs Buttercream

63 ml vand
210 g sukker
5 æggehvider

53 g sukker
237 g smør, stue temp., skåret i små stykker
1 tsk vanilje ekstrakt

Hæld hviderne i en skål til en f.eks. Kitchen Aid (der skal nemlig piskes meget og længe).

Varm 210 g sukker og vandet under jævnlig omrøring i en gryde, indtil sukkeret er opløst og ikke knaser. Når det er næsten opløst piskes hviderne.
Pisk æggehviderne til de danner bløde toppe. Tilføj de resterende 53 g sukker og fortsætte med at piske til medium toppe, pas på ikke at overpiske.
Når siruppen er klar, hældes den langsomt i æggene langs kanten af skålen med piskeren på høj. Efter siruppen er helt indarbejdet i æggehviderne, piskes frostingen i 7-10 minutter, indtil ydersiden af ​​skålen har stuetemperatur. Sænk hastigheden til medium-lav og begynde at tilføje smør, spiseskefuld for spiseskefuld. Pisk hver spiseskefuld, indtil fuldt ud indarbejdet, før du tilføjer den næste portion. Frostingen vil blive flydende, men det er ok. Når alt smørret er blevet tilføjet, sæt igen hastighed til høj og pisk, indtil frostingen er kombineret/blandet godt sammen igen. Tilsæt vanille og pisk indtil indarbejdet.

Læg sammen
:
Køl kagerne i mindst to timer. Fyld med Italienske Marengs Buttercream og giv kagen et "crum-coat" dvs et tyndt lag, så krummerne holdes på plads. Sæt lidt på køl og dekorer så kagen, som du har lyst. Server ved stuetemperatur.

Chokoladekage


Jeg fik lyst til at prøve at lave en kage i flere lag end bare de sædvanlige 3. Desværre havde jeg ikke den lille størrelse form, som opskriften foreskrev, derfor blev det kun til 4 knap så tykke bunde, men hvilke bunde.... :-)
Opskriften har jeg fået fra Whisk Kid, der laver de mest fantastiske kager i mange lag, så jeg må bare prøve igen. Opskriften følger snarest på dansk.

Jeg er ikke så meget til smørcremer, så jeg lavede den gode flødecreme.
Jeg brugte opskriften som den var, men der kunne snildt have været en halv portion mere, så fyldet kunne være lidt tykkere.
Langs kanterne pyntede jeg med chokoladespåner.


Men ned gled kagen i både min x-mand, min mor, min mors veninde og min søns mave. Nåe ja, jeg fik da også et lille bitte stykke :-D

mandag den 17. oktober 2011

Halloween Pops


Det er bare ikke noget for mig at lave de pops!!! Selve pops'ene er gode nok og smager dejligt, men den overtrækschokolade - Candy Melts fra Wilton - sikke noget stads!
Jeg har nu forsøgt igen, tålmodigt smelte smelte i microovn lidt af gangen, røre røre og så... kludder mudder klumpe chokolade! Argh...

Anyway - her er de. De pops, der oppe i mit hoved så helt fantastiske ud og som endte som noget helt andet!

Pops'ene er lavet af chokoladekage/nøddekage/drømmekage blandet sammen med chokoladesmørcreme + lidt ekstra Nutella.

fredag den 7. oktober 2011

Krymmel kage


Min datter spurgt i går aftes om jeg ikke lige kunne lave en lille kage til hendes veninde, som hun skulle besøge i dag!
Heldigvis havde jeg en mini drømmekage i fryseren, der lige kunne tø op i løbet af natten. Ea elsker nutellacreme, så kagen blev del i 3 bunde og hver bund blev smurt med nutellacreme og blåbærgelé (saften fra blåbærsylt).

Hele kagen blev så smurt op med et tyndt nutellacreme og drysset med flere slags krymmel.

Rigtigt sødt resultat pakket i en sød æske til en skøn pige.... der så blev 15 og ikke 16 år!!!!

Men hun blev glad for kagen og de to tøser delte den i 2 og spiste det hele:-)

Kagen måler 10 Ø cm og er 6 cm høj.

Creepy fingers


Min søn og jeg hyggede os med at lave disse uhyggelige fingre i dag. Desværre flød dejen noget ud i ovnen, men alligevel blev de ret ... væmmelige.
Vi øver os til halloween...



30 creepy fingers

30 smuttede mandler
2 store æg
½-1 tsk ren vanilje ekstrakt
113 g stuetemp. smør
75 g flormelis
60 g alm. sukker
1 knivspids salt
230-260 g mel
Evt. 2 spk. rød frugtfarve

Hæld kogende vand over mandlerne for at få skallen af. Læg dem på et stykke køkkenrulle for at tørre.
Tænd ovnen på 175 grader. Læg bagepapir på 2 bageplader.
Hvis du ønsker at få røde negle, kan du male dem med rød spiselig farve. Lad dem tørre.

Del 1 æg. Tag hviden fra. Den skal bruges til at "lime" neglen fast senere.
Pisk blommen med det andet æg sammen med vanilje. Stil til side.
Pisk/rør smør, flormelis, sukker og salt. Pisk på medium hastighed indtil det er godt blandet. Tilsæt æggeblandingen, og pisk indtil en glat konsistens opnås (det starter med at skille og virke klumpet), cirka 2 minutter. Tilsæt mel og bland ved lav hastighed, til det er netop blandet. Pak dejen i en plastikpose og køl ca. 20-30 minutter.
Del dejen i to. Start med den ene halvdel og opbevar resten i køleskabet. Del den første halvdel i 15 stykker. På en let melet overflade, rulles hvert stykke frem og tilbage med håndfladerne til en ca. 8-10 cm lang "pølse". De skal være ret tynde. Klem dejen to steder for at danne knoer. Rids hver kno let med bagsiden af ​​en lille kniv.
Når alle fingre er dannet, pensles de let med æggehvide. Sæt mandel i og skub den lidt nedad mod fingeren, så ser det ud som om den er vokset op og ikke bare påsat :-)
Bages indtil de er let brunet, ca 12 minutter. Afkøle helt.

Ekstra gys: Pensl fingrene let med cacao og/eller smelt chokolade og pres en tynd linie langs neglen. Hvis du har lavet røde negle, kan du udbytte chokoladen med rød tyk glasur, så det ligner blod.
Rædslerne vil ingen ende tage.....!

Opskriften er herfra.

søndag den 2. oktober 2011

Baby bamse



Det er så dejligt, at vores naboer har fået en skøn lille søn, så har jeg nemlig en undskyldning for at få prøvet mine baby-kager af. Herligt.

I dag har de fået en chokoladekage, der kun lige er smurt lidt op med Nutellacreme for at sugarpasten kan sidde fast.

Måske skal den stolte storesøster dele ud i vuggestuen?



Kagen er bagt i en bamseform og det meste af pynten er udstukket med diverse udstikkere. Nogle gange må det godt være nemt :-)