Meget saftige - og store blåbærmuffins, bagt efter amerikansk opskrift.
Før bagning skal de våde ingredienser have stuetemperatur. Oven på muffinsene kan der før bagning drysses perlesukker eller en blanding af: 1 spsk sukker, 1 spsk farin, 1/2 tsk kanel og 15 g koldt smør i små stykker. Blandes med en gaffel og opbevares koldt indtil bagningen.
6 jumbo blåbærmuffins
370 g mel + 1 spsk mel til bær
3 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
1/2 tsk kanel (valgfrit)
1/2 tsk salt
70 g smør, smeltet og let afkølet
80 ml smagsneutral olie (fx rapsolie)
200 g sukker
2 æg, stuetempereret
80 ml creme fraiche eller skyr, stuetempereret
240 ml mælk stuetempereret
1 tsk vaniljeessens
200 g blåbær friske eller frosne, hvis frosne må de ikke optøes inden brug
Bageform til 6 jumbo muffins (fra Wilton)
Papirsforme til jumbo muffins (fra Wilton)
Indstil ovnen til 220 C.
Bland mel, bagepulver, natron, kanel og salt i en stor skål.
Smelt smør og lad det køle.
I en skål blandes olie, sukker, æg, creme fraiche, mælk og vaniljeessens. Tilsæt smeltet smør. Hæld de våde ingredienser i de tørre og rør det sammen med en stor træske.
Hæld den sidste spsk mel over bærrene og vend dem forsigtigt. Det gør at bærrene ikke så let synker til bunds. Tilsæt bær til dejen og vend den forsigtigt sammen.
Fordel dejen i de 6 forme og drys evt. med kanelblanding eller perlesukker.
Bag i 10 minutter ved 220 C. Skru ovnen ned til 180 C og bag videre i 35-45 minutter. Test med en tandstik om der hænger dej ved.
Lad de færdigbagte muffins blive i formen i 10 minutter før de tages ud og afkøler helt på en rist.
Muffins kan opbevares ved stuetemperatur i 1-2 dage, i køleskab 1 uge eller i fryser 1 mdr.
Nyd dem gerne let lune.