Viser opslag med etiketten Mandelbund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mandelbund. Vis alle opslag

lørdag den 30. december 2017

En lille dessertkage



En lille moussekage, der består af en lækker mandelmarengsbund og hindbærmousse. Overtrukket med chokoladeglaze og masser af chokoladekugler -en fin dessert en mørk december aften.



På billedet herunder kan man se, at mit kamera spejler sig i den smukke glaze.



Opskrifter
Mandelmarengs
Hindbærmousse
Glaze

torsdag den 27. april 2017

Lagkage med nøddebunde og bær (laktosefri)



Denne lagkage er ret lækker - nøddebundene er nemme at lave og kagen er faktisk bare lagt sammen med laktosefri flødeskum, masser af friske bær og mælkechokolade (laktosefri) er drizzlet henover til sidst.
Kagen er samlet i en bradepande fordi den skulle med min datter på arbejde til kollegerne den sidste dag i praktikken.



Nøddebunde
til en bradepande
9 stk. æg
300 g sukker
240 g mel
1 tsk. vanillesukker
2 håndfulde mandler, ristet i ovnen



Forslag til fyld og pynt
1/2 l laktosefri piskefløde (føres bl.a. i Rema1000)
400 g friske jordbær
125 g friske hindbær
200 g friske blåbær
2 kiwi frugter
100 g laktosefri chokolade (føres bl.a. i Rema1000)
evt. lidt bladguld og kagekrummer

Sirup
Valgfrit
1 dl. sukker
1 dl. vand

Kog sukker og sirup til sukker er helt opløst. Tages af varmen inden det får farve. Køl af mens kagen bages.

Smør en standardstørrelse bradepande. Beklæd den med bagepapir.
Forvarm ovnen på 180 grader. Hak mandlerne groft og rist dem i ovnen i 10 minutter. Lad dem køle af.
Pisk æg og sukker/vaniljesukker til det er helt hvidt, det tager ca. 10 minutter ved høj hastighed.

Tilsæt melet lidt efter lidt mens der piskes videre ved lavere hastighed. Tilsæt til slut de groft hakkede nødder og bland med en dejskraber.
Hæld dejen i formen og bag midt i ovnen i 40 minutter. Åben ikke ovnen mens kagen bager. Efter 40 min kan man med en tandstikker tjekke om kagen er gennembagt.
Lad kagen køle af i 10 min i formen. Herefter fjernes form og bagepapir og kagen køles helt af.



Skær toppen af kagen, helt tyndt, så kun det brune kommer af. Skær også det alleryderste af siderne*. Del kagen til to bunde. Mine blev ca. 3-4 cm tykke. Læg den ene bund på serveringsfadet. Dryp evt. bunden let med sirup.



Fordel halvdelen af flødeskummet på bunden. Fordel så halvdelen af frugten på flødeskummet. Hak halvdelen af chokoladen og drys over kagen.



Dryp den anden bund med sirup og vend den fugtige siden nedad. Dryp igen let overfladen med sirup og fordel resten af flødeskummet på bunden. Læg resten af pynten på kagen.
Smelt resten af chokoladen og pynt kagen med den. Stil på køl, gerne natten over.



Kagen bør nydes afkølet :)

Tip*
Del flødeskummet i 3 skåle. Den ene del bruges på første bund, den anden skål bruges på bund nr. to. Den resterende flødeskum smøres langs kanterne af kagen. De fraskårne sidestykker af kagen kan smuldres og presses let på siderne af kagen i flødeskummet.

Kagen er set hos og inspireret af Den laktosefrie blog

lørdag den 20. september 2014

Hindbærlagkage



Blomsterbergs hindbærlagkage med macarons og mørk chokolade med en anelse frysetørret hindbær:)



Det er mandelbunde med syrlig hindbærmousse. Langs kanten er marcipan og på toppen mørk chokolade, flødeskumsrosetter og macarons med mørk chokoladeganache.

Familien var tilfreds - jeg var så forkølet, at jeg INTET kunne smage :(



Opskriften får du her - den er lang, men ikke spor besværlig:

1 stk. springform ca. 24 cm i diameter. Klip et stykke bagepapir, der passer til størrelsen af bunden.

Mandelbund
100 g. (past.) æggeblommer
65 g. sukker
1 tsk. bagepulver
100 g. hvedemel
50 g. mandler med hinde, fint malet
200 g. pasteuriserede æggehvider

Hindbærmousse
5 bl. husblas
200 g. hindbær - friske eller optøet frosne
50 g. flormelis
5 dl. piskefløde
½ vaniljestang

Overtræksmarcipan
200 g. ren rå marcipan (f.eks. Odense)
100 g. flormelis
ca. 25 g. glukose sirup (kan undlades)

Endvidere
Ca. 4-5 dl. letpisket fløde til rosetter og langs kagens kanter.
1 stor stjernetyl (til rosetter)
12-16 stk. friske hindbær eller macarons til afpyntning

Mandelbunden
Æggeblommer og sukker piskes med håndmixer til en tyk og lys æggesnaps. Mel og bagepulver blandes grundigt og sigtes. Vend forsigtigt blandingen i æggene sammen med de fint malet mandler.
Æggehviderne piskes så stive, at skålen kan vendes på hovedet uden noget falder ud og vendes forsigtigt med resten. Stop når dejen er ensartet.

Fordel dejen på bagepapiret i formen og stryg den glat med en palet.
Bages ved 190 grader til bunden er gylden og giver efter ved tryk, ca. 20 - 30 minutter.

Afkøles helt i formen inden kanten skæres løs med en lille kniv og kagen nemt kan komme ud af formen. Rengør springformen. Del kagen i 2 lige tykke bunde. Læg en opsprættet plastpose i formen og læg den nederste bund herpå.

Hindbærmousse
Husblassen lægges i blød i meget koldt vand i 30 minutter. Vaniljestangen flækkes på den lange led og kornene skrabes ud med en lille kniv. Lidt af flormelissen og kornene mases med en paletkniv på bordet, således at kornene skilles ad.

Hindbær, flormelis og vaniljesukker moses kort med hænderne & opvarmes i en lille gryde til 70 grader og tages af varmen. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den varme hindbær-vanilje mos. Rør godt. Kom den varme blanding op i en ren skål.

Piskefløden piskes til let skum. En 1/3 del af det let piskede flødeskum kommes nu op i hindbær-blandingen. Pisk hurtigt. Denne hindbærblanding kommes nu op i skålen med den resterende let piskede fløde og det hele vendes nu forsigtigt sammen til en ensartet mousse, hvor 2/3 straks fordeles på mandelbunden i formen. Læg den den anden bund ovenpå og pres, så moussen kommer helt ud til kanterne. Fordel den sidste 1/3 på den øverste bund og glat ud. Stil kagen i køleskabet til næste dag. Alternativt 3 timer i fryseren.

Overtræksmarcipan
Alle ingredienserne æltes sammen til en ensartet masse i røremaskinen eller på bordet. Mål kagens omkreds og højde og læg ca. 1 cm til højden. Rul marcipanen ud på et veldrysset bord (flormelis). Flyt båndet hele tiden, så det ikke sætter sig fast. Brug evt. afstandspinde, så marcipanen bliver ensartet. Afmål båndet og skær det til. Tril båndet sammen (som en rullemadras), så det er nemmere at få rundt om kagen.

Overtræksmarcipanen kan evt. opbevares i en tillukket plasticpose ved stuetemperatur indtil den skal anvendes, dog max. en uge.


Tag kagen ud, befri den for plastposen og stil den hurtigt på det fad, den skal serveres fra. Smør et meget tyndt lag piskefløde langs kanterne på kagen. Bare lige nok til, at marcipanen kan sidde fast.


Flødeskummet sprøjtes til smukke rosetter, 16 stk. Placer et friskt hindbær eller som jeg har gjort - en macaron.

mandag den 21. juli 2014

Skøn mandelkage


Jeg var så heldig at få opskriften på en skøn kage med hele 3 ingredienser. Det er lige til at overkomme.

Den smager skønt - både med og uden pynt.

200 g mandler(mel)
200 g flormelis
5 past. æggehvider

Evt. mørk chokolade og kandiseret violer til pynt

Tænd ovnen på 200 grader. Sæt en bageplade på næstnederste ribbe.
Smør en randform grundigt med smør og drys rasp i. Drej formen rundt, så er kommer rasp over det hele. Det er vigtigt at smøre formen grundigt ellers sidder kagen fast i bunden (tro mig!).



Mal/blend mandlerne til fint mel og bland flormelis i.
Pisk æggehviderne helt stive og vend mandel/sukkermel i. Bland det grundigt.
Hæld det i formen og bag kagen på næstnederst ribbe i ca. 30 min.

Vend kagen ud på et fad og pynt med enten smeltet mørk chokolade eller læg chokoladeknapper på. Når knapperne er smeltet kan de smøres ud. Drys med kandiseret violer.

torsdag den 25. marts 2010

Mandelbund

4 æg
160 g sukker
2 spk. appelsinsaft
1 knivspids salt
50 g hvedemel
50 g maizena
50 g mandelmel (blendet mandler)
1 tsk. bagepulver



Pisk æggeblommer med sukker til det er lyst og luftigt.
De 3 slags mel og salt blandes, og røres i æggemassen sammen med bagepulver og appelsinsaft. De stiftpiskede æggehvider vendes i dejen.
Dejen hældes i en 20 cm springform, der er smurt i bunden, men ikke i siderne. Læg herefter et stykke bagepapir i bunden. Bages 20-30 min ved 200 grader.

Lad kagen blive i formen til den er næsten kold, vendes ud på en bagerist og køles helt.


Opskriften er fundet hos Kagekonen.com

tirsdag den 16. marts 2010

Logo lagkage


Det er ikke nok at få cupcakes med logo. Der må også en lagkage til, især når der er salgsmøde. Kage består af 2 mørke chokoladebunde, 1 mandelbund, 1 lag tobleronecreme og 1 lag hindbærmousse. Et bånd af marcipan i siderne og hvid/sort sugarpaste overtræk. Kagen er 18 cm i diameter og er 7 cm høj og er til 10 personer.