Viser opslag med etiketten Sportskage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sportskage. Vis alle opslag

søndag den 18. oktober 2020

Fødselsdagskage til golfvennerne















En kage bestående af 3 drømmekagebunde stænket med sirup og fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme. Kagen er smurt op med Nutellacreme og har marcipan langs kanten - alt lige som fødselsdags"barnet" kan li' det. Kagen måler 20 x 25 cm.
Pynten er hjemmelavet golfkugler - de hvide er fyldt med Nutellacreme og små knasende chokoladekugler,  så er der Dumlekarameller og masser af krymmel. Billedet af alle de "corona-korrekte" golfvennerne kan spises og er sat fast på et stykke marcipan. 


Opskrifter
Drømmekage
Hindbærmousse
Tobleronecreme
Nutellacreme

Overtræksmarcipan
400 g marcipan 
200 g sigtet flormelis
60 g glukosesirup

Ælt marcipan med flormelis og glukosesirup. Når alt er blandet skal det hvile 1 -2 timer på køkkenbordet. Rulles ud i lidt flormelis og sættes fast om kagen. Hæft enderne med lidt vand.

lørdag den 7. september 2019

Fødselsdagskage til fodboldfan



Når man er fan af Brønshøj Boldklub og har fødselsdag, så skal man da have en kage med klubbens logo på. Og når man er glad for jordbær, så skal kagen naturligvis indeholde jordbærmousse.
Kagen indeholder også 2 drømmekagebunde og 1 chokoladekagebund. Mellem bundene ligger så jordbærmousse (uden kerner) med knasende chokoladekiksekugler og en let chokolademousse.



Kagen måler 30x30 og er 8 cm høj.
Billedet er printet i sukker og kan spises.

Opskrifter
Drømmekage
Chokoladekage
Jordbærmousse (1,5 x opskriften)
Chokolademousse (se herunder)
Citroncreme tilsæt 2 tsk. citronessens og 150 g smeltet hvid chokolade

Chokolademousse
Lav 2 portioner men hver for sig for at undgå at moussen skiller
5 dl. piskefløde
2 dl. sukker
1 dl. kakao
1 tsk. vaniljesukker

Hæld alle ingredienser i en skål og rør godt rundt med en ske. Lad det stå 10 minutter i køleskab. Pisk på middel hastighed indtil cremen bliver en blød, men samtidig fast i konsistens. Fordel på kagen.

lørdag den 6. juli 2019

Sort bælte graduering



Til et nervepirrende arrangement i dag, skal 4 drenge gradueres...

Det skal bagefter fejres med denne kage, der består af chokoladekage, bærmousse og Daim-chokoladecreme. Kagen er smurt op med SMBC med mørk chokolade og er overtrukket med fondant. Logo er et sukkerprint, så alt kan spises. Bæltet er formet i fondant.



Kagen måler 23x35x8 cm.


Opskrifter
Chokoladekage (2 x opskrift bagt med bagestrips for større hævning)
Bærmousse (2 x opskrift)
Ganache (3 x opskrift)
SMBC med 200 g mørk chokolade

lørdag den 26. januar 2019

Sporty fødselsdagskage



Til at fejre svigersfars fødselsdag har familien ønsket denne lagkage. Den består af 1 chokolade og 2 vaniljelagkagebunde. Fyldet er en mousse af jordbær og ribs samt en chokolade-mocca mousse.
Kagen er opsmurt med nutellacreme og er overtrukket med fondant fra Wilton.



På toppen ligger en cap (kasket) fra svigerfars yndlings ishockeyhold, Boston Bruins. Den er formet i fondant og tørret over flere dage. Kasketten ligger på et fad for sig, så kasket og fad kan gemmes. Kasketten er originalstørrelse.



Selve kagen måler 28x38 cm og er 12 cm høj.



Opskrifter
Lagkagebunde
Nutellacreme

Der er brugt dobbelt af nedenstående 2 opskrifter til denne kage. Hver portion er tilberedt for sig. Der bliver ca. 3 dl til overs af bærmoussen, hvis du ønsker fyldet har samme mængde/højde i kagen.

Jordbær/ribsmousse
Til 1 lag i en 22 cm kage
400 g frosne jordbær
150 g frosne ribs
175 g sukker
1 spsk. vaniljesukker
6 blade husblas
1/2 l piskefløde

Læg husblas i iskoldt vand mens jordbær og ribs varmes op med sukker. Når sukkeret er smeltet og bærrene er bløde efter kogning i nogle minutter, sies væden fra - men smides ikke ud. Blend bærrene med 1 dl af saften, der er siet fra (gem fortsat resten). Rør herefter vaniljesukker i.
Kram vandet fra husblassen og bland i bærrene. Lad det køle af til lillefinger varmt.
Pisk fløden til fast men ikke hård flødeskum. Bland først 1/3 af flødeskummet i den kølige bærmos. Vend så resten af flødeskummet i stille og roligt. Lad moussen sætte sig et par timer eller natten over inden den fyldes i kagen. Hvis du synes moussen ikke er lind nok, kan der forsigtigt vendes lidt mere saft i.

Chokolade-mocca-mousse
Til 1 lag i en 22 cm kage
5 dl piskefløde
1,5 - 2 tsk. instant kaffe (afhængig af hvor kraftig du ønsker kaffesmagen)
100 g lys chokolade
100 g mørk chokolade
2 blade husblas

Læg husblas i blød. Smelt chokoladen. Varm fløden op til kogepunktet. Tilsæt kaffen. Hæld halvdelen af den varme kaffefløde over chokoladen og rør i midten til cremen samler sig og bliver blank. Tilsæt resten af fløden og rør det hele sammen. Kram vandet fra husblassen og rør den ud i den varme chokolade-mocca-fløde. Dæk med husholdningsfilm helt ned på overfladen af cremen og stil i køleskab minium 6 timer, gerne natten over. Pisk creme forsigtigt op til den er fast, men ikke hård. Pas på ikke at overpiske, så cremen gryner.

Set hos Annettes Kager, men ændret en anelse.

lørdag den 16. juni 2018

Sportslig bryllupskage



To søde mennesker skal giftes på netop denne dag, hvor Danmark spiller mod Peru i WM.
Derfor ønskede de en kage, der repræsenterede både sport og bryllup.



Kagen indeholder 3 bunde af Drømmekage og har fyldt af jordbær/rabarbermousse samt Tobleronecreme.
Kagen er smurt op med citroncreme og overtrukket med fondant (fra Wilton). Pynten er også formet i fondant.



Opskrifter
Drømmekage
Jordbær/rabarbermousse
Tobleronecreme
Citroncreme

fredag den 12. maj 2017

Knasende konfirmationskage til Carl



Carl skal konfirmeres og kagen, der skal serveres er helt enkelt pyntet, men til gengæld med en knasende overraskelse indeni.
Kagen indeholder først en crunchy bund af bl.a. hasselnødder, Rice Krispies og hvid chokolade. Herpå et lag jordbærfromage, så en tyk saftig lagkagebund med vanilje, herpå et lag citronfromage og til sidst endnu en lagkagebund.

Kagen er smurt op med Svejtsisk Marengssmørcreme med hvid chokolade, overtrukket med hvid fondant fra Wilton og har et spiseligt billedet af en surfende Carl på toppen. Kagen måler 38x28x10 cm og vejer lidt over 8 kg.

Opskrifter
Lagkagebunde (2 x opskrift, bagt enkeltvis)
Jordbærfromage (fra Sweet Kitchen)
Citronfromage (fra Sweet Kitchen)
Svejtsisk Marengssmørcreme med hvid chokolade
Spiseligt print fra Kagedeko



Knasende kagebund
til en bund på 38x28x1 cm
250 g hasselnødder
150 g Rice Krispies (morgenmadsprodukt - kan erstattes af Cornflakes)
350 g hvid chokolade
4-5 tsk kokosolie, neutral smag



Beklæd formen først med lange strimler af bagepapir, der rækker ud over kanten. Herefter endnu et stykke bagepapir, der kun har mål som bunden. Dette er for at kunne få kagebunden ud af formen, når den har sat sig. Det er dog ikke nødvendigt, hvis du bruger en springform.

Rist nødderne i ovnen ved 200 grader i ca. 5-7 minutter. Hold øje - pludselig kan de blive for mørke. Gnid skallen af i et viskestykke, gerne let fugtigt, så er det nemmere. Hak nødderne groft, men dog ikke for store stykke. Bland med Rice Krispies.
Smelt den hvide chokolade og rør kokosolien i til den er helt smeltet. Bland med nødder og Rice Krispies og pres det hele ud i formen.
Når bunden er kold og helt fast, er den klar til brug. Bunden skal ligge nederst i kagen, da den er lidt hård at skære gennem. Den kan ikke bruges som en "mellem"bund.



lørdag den 7. maj 2016

Målmandens konfirmationskage



Jacob skal konfirmeres i dag. Han er målmand og som dengang hans søster skulle konfirmeres, skal kagen afspejle fodboldens verden og lige så enkelt.



Jacob og hans gæster skal have denne kage med 1 vanilje- og 2 chokoladelagkagebunde. Fyldet er jordbærmousse med store chokoladestykker og ganache af lys Toblerone.
Kagen er opsmurt med Svejtsisk Marengssmørcreme med chokolade (mørk ca. 60%) og er overtrukket med blandet fondant og marcipan (fra Anton Berg).



Pynten er naturligvis fra Jacobs verden: Målmandstøj, fodboldsstøvler og fodbold. Alt er lavet i fondant med udstikkere fra JEM - og tog det lang tid? Ja! Men det er gode udstikkere, nemme at bruge, der var bare mange detaljer man kunne vælge og jeg ville have trøjen skulle ligne en som Jacob bruger i virkeligheden.



Kagen endte med at veje 7,5 kg og måle 38x28x9 cm

søndag den 7. februar 2016

Jonathan 5 år



Så blev det Jonathans 5 års fødselsdag og 3. gang jeg har æren af at bage kage til ham. Første gang var det Spider-Man, så blev det Hulken og i år er det taekwando der skal være temaet.



Kagen er en chokoladekage, som du kan finde opskriften på her. Den er dryppet med sirup og smurt op med Nutellacreme og overtrukket og pyntet med fondant.



Det skønne foto af Jonathan i sin dragt er i spiseligt sukkerprint og fra Kagedeko.dk.

Kæmpe tillykke til Jonathan :)


torsdag den 27. august 2015

Nyt job



Min søde kollega Klaus har fundet sig et job tættere på hjemmet. Det er jo forståeligt nok, men trist for os andre.
I dag holdt vi så afsked for ham og i al hast havde jeg lavet ham en kage til receptionen helt i fodboldens tegn, som er hans store interesse.



Klaus kender mine kager, for jeg har tidligere lavet kager til hans søn, Jonathan. Både da han blev 3 år og var fan af Spiderman og da han blev 4 år og fan af Hulken. Sidstnævnte er et hit på Pinterest :)

Fodboldkagen indeholdt 4 chokoladelagkagebunde og havde 2 lag ganache af Marabou med mandel og 1 lag jordbær/rabarbermousse. Opsmurt med appelsincreme og overtrukket med hvid sugarpaste fra M&B of London.
De sorte femkanter og det sorte "sørgebånd" hen over kagen er lavet af sort fondant fra Funcake.
Græsset langs kanten er også sugarpaste.
Bogstaverne er "Script Clikstix" fra Windsor Craft Ltd.


Kagen målte fra side til side ca. 40 cm. Vi var til receptionen ca. 15 personer, der fik kage og Klaus fik resten (lidt under halvdelen) med hjem til familien.

De bedste ønsker for fremtiden :)

lørdag den 9. maj 2015

Frederikkes fodboldskonfirmation


Søde Frederikke skal konfirmeres i dag og naturligvis skal der være præg af hendes store interesse fodbold :)





Kagen indeholder 3 lyse vaniljelagkagebunde med 2 lag af jordbær/rabarbermousse. Kagen er smurt op med 1:1 ganache af halvmørk chokolade. Overtræk er ren fondant fra Wilton. Al pynten (undt. fodboldstøvlerne) er af fondant.



Langs kanten er masser af sølvkugler fra Dr. Oetker.
Kagen måler ca. 34x24 og er 8 cm høj.



Der skal også være nogle af de festlige marengs (nogle af dem med limesmag) og til kaffen macarons med mynte- og passionsfrugtfyld.



Kæmpe tillykke med dagen, Frederikke :)

mandag den 4. maj 2015

Olivers konfirmation


Som søn af en hobby-konditor kan man ikke forvente alt for meget fest og glamour på sin konfirmationskage :D :D :D
Og faktisk ville han slet ikke have en kage, han ville hellere have Creme Brulee. Den blev det altså ikke til.

Det blev derimod til kager med 3 chokoladelagkagebunde, den nederste smurt med Lemon Curd, herpå hindbærmousse. Mellem de næste 2 bunde var der Toblerone ganache med chokoladestykker.
Kagen blev smurt op med Svejtsisk marengssmørcreme med citron og appelsinpasta. Overtræk var 50/50 marcipan og fondant.


Pynten var i farver og prikker som indbydelsen. Øverst var den flotte acryl-figur jeg fik skåret hos Møms. Super fin og gjorde stor lykke hos floorball-spilleren :D


Kagerne målte 26 cm og var ca. 7-8 cm høje. Der var masser af kage - faktisk en hel til overs. Jeg tror at hans venner var mere tørstige end kage-sultne !



Vi fik også de skønne pops af Oreo, overtrukket med mørk chokolade og masser krymmel i samme farver.



Sikke en helt fantastisk dag med familie og venner. Tak til alle <3

tirsdag den 21. oktober 2014

Chelsea på kagen


Hvad giver man en person, der elsker kage og godt kan li' fodboldholdet Chelsea?

Man giver begge dele :)

Kagen indeholder 3 lagkagebunde og har fyld af hindbærmousse og chokoladeganache af Marabou med peanuts og nougat.
Kagen er opsmurt med Nutellacreme, der er krydret med lidt Espresso og overtrukket med overtræksmarcipan*.
Marcipanen drillede dog og sprækkede i hjørnerne. Derfor kom der lige en "fodbold-blomst" i hvert hjørne.

Billedet er fundet på nettet og printet i sukker af KageDeko. Perlerne er fra Dr. Oetker.

Kagen måler ca. 20 x 30 cm og er 8 cm høj.

*Overtræksmarcipan:
300 g ren rå marcipan
150 g flormelis
Ca. 35 g. glukosesirup

Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet masse med en dejkrog i røremaskinen.

Opbevar overtræksmarcipanen i en lukket plasticpose. Hvis marcipanen skal bruges inden for en uge, kan du opbevare den i en tætlukket plastpose.
Skal den først bruges senere, kan du fryse marcipanen.

lørdag den 14. juni 2014

Fart over feltet !


Carl-Anton skal overraskes i dag på sin 12 års fødselsdag med kage - til et race.

Kagen indeholder 2 vanilje- og 1 chokoladelagkagebund. Der er fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme (ganache). Kagen er opsmurt med Nutellacreme og overtrukket med Wiltons nye fondant (der er meget bedre i både smag og konsistens).



Der er pynt af sukkerfoto og dæk mv formet i fondant.

Kæmpe tillykke til dig, Carl-Anton.
Håber du får en skøn og festlig dag på hjul :)



Her sidder dagens fødselar (til højre) og venter spændt på at få kage:)