Viser opslag med etiketten Nutella. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nutella. Vis alle opslag

fredag den 13. oktober 2023

Nutella-Oreo-Cookie


Store lækre cookies, der smager skønt og hurtigt forsvandt fra kagedåsen.

Nutella-Oreo-Cookies
16 cookies
115 g smør
60 g farin
2 spsk alm. sukker
1 helt æg
1tsk. vaniljeessens
210 g hvedemel
1/2 tsk. natron
1/2 bagepulver
et nip salt
120 g Oreokrummer
Nutella
Evt. smeltet chokolade og kagekrummer til pynt.

Fordel 16 klatter (ca 3/4 spsk) Nutella på bagepapir og sæt i fryser i mindst 30-45 minutter.
 
Rør smør i en skål til det er let og luftigt. Tilsæt farin og sukker. Rør grundigt et par minutter. Rør ægget i sammen med vanilje. Sigt mel, natron, bagepulver og salt ned i skålen og rør det sammen. Vend Oreokrummer i. 
Form 16 dejkugler og køl dem i 10 minutter. Mas hver kugle let og pak en frossen Nutellaportion ind i hver kugle.  Sørg for at Nutella er helt pakket ind, ellers vil det flyde ud. Stil kuglerne i køleskab i 45 minutter.

Indstil ovnen på 175 C.
Fordel kuglerne på 2 bageplader med bagepapir og bag 1 plade ad gangen midt i ovnen i ca. 15-20 minutter, til de bliver let gyldne i kanterne. Tag bagepladen ud og lad småkagerne køle af på pladen.

Smelt evt. lidt chokolade og drys med Oreokrummer



tirsdag den 6. februar 2018

Nutella Brownies - frygtelig syndig...



Er du til Nutella, Brownies og i det hele taget chokoladesmagende kager - så er det her opskriften for dig.

Nutella Brownies
8 pers
70 g usaltet smør, blødgjort
100 g brunt sukker/farin (eller rørsukker)
2 store æg, stuetemperet
2 tsk vaniljeekstrakt
275 g Nutella
1/2 tsk salt
90 g mel
evt. 125 g chokoladeknapper

Valgfrit
100 g chokolade (jeg brugte hvid og mælkechokolade)
4-5 tsk. Nutella (pynt)
Havsalt

Tænd ovnen på 170 grader.
Beklæd en bageform på ca. 30x18 cm med bagepapir. Lad papiret være stort nok til at kanterne krænger ud over kanten, så kagen nemt kan løftes op, når den er færdigafkølet.

Rør smørret blødt med en røremaskine, cirka 1 minut. Tilsæt sukker og rør ved høj hastighed i 1-2 minutter. Skrab siderne i skålen og evt. også i bunden så alt bliver blandet. Tilsæt æg og vaniljeekstrakt. Rør igen til alt er blandet. Tilsæt 275 g Nutella og salt. Bland igen. Skrab igen siderne og i bunden af ​​skålen. Ved lav hastighed tilsættes melet, blandes kun lige til melet næsten ikke ses. Overmix ikke. Ønsker du chokoladeknapper i dejen, skal de foldes i nu.
Hæld dejen i formen. Fordel resten af Nutellaen oven på kagen og spred den ud med en tandstik eller gaffel. Drys med lidt havsalt og evt. hvid og mælkechokoladeknapper.



Bag kagen i først 15 min til chokoladeknapperne ovenpå er smeltet. Spred forsigtigt chokoladen ud så der kommer lidt mønster.
Bag kagen videre i ca. 20 minutter - test med et tandstikker. Hvis tandstikkeren kommer ud med kun et par fugtige krummer, er kagen færdig.
Lad kagen afkøle helt i formen på en rist. Opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur eller i køleskabet i 3-4 dage.

Kan også fryses i op til 2-3 måneder. Tø kagen op over natten i køleskabet, serveres ved stuetemperatur.



Opskriften er fundet hos Sallys Baking Addiction

fredag den 24. februar 2017

NutellaBrownie



Jeg så denne opskrift flere steder på Facebook forleden dag og med 3 meget modne bananer, var der jo ingen udvej.
Kagen har så få ingredienser og er så nem at lave, at alle kan være med her. Der bruges en stor mængde Nutella, så man kan jo eventuelt halvere opskriften.



NutellaBrownie
ca. 8 personer

3 modne bananer
450 g Nutella
3 store æg
2 spsk kakaopulver
1,5 tsk. natron

Blend bananer og Nutella. Tilsæt æggene og blend igen. Tilsæt kakaopulver og natron og blend til alt er godt blandet.
Smør et fad (mit målte 18x24 cm) og hæld dejen i.
Bages i ovnen ved 180 C 45-50 minutter. Hvis du vælger et større fad, skal kagen bages mindre, måske 35 minutter.
Kagen vil hæve op, men falder igen, når den tages ud af ovnen.


Jeg synes den skal serveres kold og gerne med lidt flødeskum og friske bær :)

Man kan også udstikke et rundt stykke af kagen og være lidt crazy med flødeskummet :)

mandag den 20. juni 2016

Nutella Fudge is



Super nem og hurtig opskrift. Og de smager bare så lækkert. Jeg tilsatte lidt espresso-kaffepulver for at de ikke skulle blive for søde af Nutella. Det virkede perfekt. Nutella is kan spises stort set direkte fra fryseren, da de ikke bliver så hårde.



Her får du min opskrift:

Nutella Fudge is
6 stk

300 g Nutella
2,5 dl. minimælk eller anden mælk
1,5 dl. piskefløde
½ tsk. vaniljeekstrakt
½ tsk espresso-kaffepulver (fint)
6 ispinde

Varm Nutella i microovn til det bliver flydende (ca. 30 sekunder) eller over vandbad. Bland vanilje og kaffepulver i og fløde. Rør rundt til massen samler sig og bliver glat. Hæld til sidst mælken i og rør det godt sammen.
Det er bedst at bruge lukket isbeholdere. Jeg havde lidt problemer med at massen løb ud af mine forme, fordi den er ret flydende. Så lukket isforme er absolut at foretrække.

Frys isene i minimum 6 timer og pynt dem gerne med smeltet chokolade, så de bliver ekstra festlige.

God fornøjelse


Inspiration er fundet rundt omkring, men hovedopskrift er herfra.

lørdag den 13. september 2014

Ferrero Rocher cupcakes



I dag får min mor et par af disse kager med til sin svigerinde :)
Det er de gode Ferrero Rocher cupcakes med ristet hasselnødder og Nutellacreme på toppen.


Opskriften findes her.

torsdag den 3. april 2014

Nutella Swirl Cupcake



Disse er lidt hyggelige på en kold dag:) Og ret nemme at lave.

Opskrift
12 stk.


55 g smør
50 ml smagsneutral olie
165 g sukker
3 æg
1 tsk. vanilje ekstrakt
260 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
Tilsæt gerne 1 moset banan, men ikke nødvendigt
6 spsk. Nutella

Varm ovnen til 160 C og gør en bagform klar med papirmuffinsforme.
Rør sukker, smør og olie sammen. Tilsæt æg og vanilje og rør igen.
Bland mel og bagepulver i en anden skål. Bland det i dejen og rør på lav hastighed til dejen er ensartet.
Fordel dejen i formene og tilsæt en halv spsk. Nutella. Rør med en tandstik eller strikkepind, så der kommer en hvirvel/swirl.

Bages midt i ovnen i 18-20 min, tag bageformen ud og lad kagerne stå og afkøl lidt inden du fjerner dem fra formen.

Nyd gerne kagerne lune :)




Før og efter bagning.

onsdag den 19. marts 2014

Luksuriøse cupcakes


I dag har jeg haft super hyggeligt besøg af min "niece" og det krævede jo kage i luksusklassen.

Vi fik skønne chokoladecupcakes med Ferrero Rocher, Toffifee og mild Nutellafrosting. Vi blev enige om, at så blev onsdagen altså bare ikke bedre.



Kagerne blev bagt i går og opbevaret færdigpyntet i køleskabet. Jeg tog dem ud ca. 30 min før servering og det var helt perfekt. De havde skøn smag af hasselnødder og chokolade.

Chokoladecupcakes
Ca. 16 stk

180 g mel
300 g sukker
75 g usødet kakaopulver
1 1/2 tsk bagepulver
3/4 tsk. natron
3/4 tsk. salt
3 spsk. vegetabilsk olie (ikke olivenolie)
180 ml kærnemælk
180 ml varmt vand
2 æg
1 tsk vanille ekstrakt
32 Ferrero Rochers eller Toffifee



Forvarm ovnen til 170 C. Gør en cupcake-bageform klar med papirsforme. Rør alle de tørre ingredienser grundigt sammen (mel, sukker, kakao, bagepulver, natron og salt). Mens der røres på lav hastighed tilsættes æg, vanilje, olie, vand og kærnemælk. Rør indtil det hele er godt blandet.
Hæld en stor spiseskefuld dej i bunden af hver form. Læg en Ferrero eller Toffifee i midten af formen og hæld endnu en stor spiseskefuld dej over. Kagerne hæver en del, så blive ikke fristet til at hælde for meget dej i !



Bag midt i ovnen i 20 minutter. Lad kagerne køle helt af inden der pyntes med frosting.

Nutella Buttercream (frosting)

250 g stuetempereret smør
200 g flormelis
250 g Nutella
3-4 spsk piskefløde eller mælk
2 tsk vanilje ekstrakt
evt. 1 tsk. fint espresso pulver
hakkede (evt. ristet) hasselnødder til dekoration


Rør smørret blødt i en skål. Tilsæt flormelis, vanilje og Nutella. Rør godt. Tilsæt 1 spsk. fløde ad gangen, indtil den ønskede konsistens er opnået.
Pynt som du har lyst.


Jeg har fundet opskriften her, hvor du også kan se en video, der viser hvordan de bliver til :)

fredag den 18. januar 2013

Whoopie pies

Måtte bare prøve dem. De er jo næsten i familie med macarons - de ligner i hvert fald!
Jeg snød dog lidt og købte en færdigblandet pose i Panduro.
Jeg blandede halvdelen af dejen med lidt kakao.
Fyldet blev med peanutbutter og nutella.

Kagerne er supernemme at lave. Skal blot tilsættes olie og vand.
De flyder fint ud og skal kun have 8-10 min i ovnen.
De smager dejligt og har en blød konsistens.

Jeg lavede fyld af:
50 g flødeost
50 g peanutbutter eller nutella
75 g flormelis

Piskes stille og roligt til det bliver cremet.

tirsdag den 10. juli 2012

Nutellas storebror


Mine dejlig børn kom hjem fra ferie i Italien og havde købt en gave til mig. Stort var chokket, da jeg så gaven: 5 kg nutella!!!


Jeg havde selv købt en nutella-baby for nylig og nu blev familien udvidet med en gigantisk storebror.



Som børnene sagde: "Nu har du da til et par kager...."

Tak skønne børn :D

søndag den 24. juni 2012

Nutellas baby


Jeg kunne ikke stå for denne søde lille krukke nutella...

Den store indeholder 800 g og er fra Tyskland. Den lille 30 g og er fra Italien.

Alle kender nutella :D