Viser opslag med etiketten Sirup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sirup. Vis alle opslag

mandag den 25. februar 2019

Guldkage



En kage i guld - intet mindre kan gøre det på en smuk søndag i dejligt selskab.
Kagen gemmer på smag af sol og sommer ... En skøn kombination af fersken og kokos, der er en ny favorit.

Kagen består af 4 passionsfrugt-kagebunde og har fyld af 2 lag ferskenmousse og et lag kokosganache (Toblerone med ristet kokos). Alle bundene er stænket med appelsin-sirup. Kagen er smurt op med SMBC (svejtsisk marengssmørcreme) tilsat mørk chokolade. Herefter er den dækket med masser af bittesmå guld-chokoladestykker.
Kagen måler Ø16 cm og er 12 høj.



Opskrifter
Passionsfrugt-kagebunde
Ganache
SMBC
Ferskenmousse (se herunder)
Appelsin sirup (se herunder)

Ferskenmousse
2 dl. ferskenpuré med frugtstykker
3 spsk sukker
3,5 dl. piskefløde
1,5 husblas

Ferskenpuré: Fjern skind fra ca. 300 g friske ferskner eller nektariner. Fjern sten og skær frugten i mindre stykker. Kog dem med 3 spsk sukker til frugtstykkerne bliver bløde nok til at mose med en gaffel og sukkeret er smeltet. Blend frugten og tilsæt opblødt husblas i den lune frugtmos. Lad det køle helt af.
Pisk fløden til flødeskum og vend med den kolde frugtmos. Stil på køl til brug.

Appelsin sirup
0,5 dl. frisk appelsinsaft (1 appelsin)
0,5 dl. sukker

Kog saft og sukker over svag varme til al sukker er opløst. Si siruppen for at fjerne evt. små frugtstykker. Opbevares i tætlukket beholder i køleskab.

lørdag den 20. oktober 2018

Theo's dåb



Lille Theo skal døbes i dag og på bordet står bl.a. bogstavskager og cakepops. Disse "number and letter cakes" er meget fremme for tiden, og de kan pyntes i det uendelige. Jeg er ret vild med dem.


De lyseblå pops er de samme som jeg havde lavet til Theos mors babyshower.

Bogstavskagerne består af Drømmekage med fyld af hvid chokoladecreme med lime. Kagerne er pyntet med friske bær, marengs, chokoladekugler og friske blomster (der dog ikke skal spises). Bundene er penslet med limesirup før de blev pyntet med creme.






Bogstaverne er skåret ud fra egne skabeloner og måler som et stykke A4 papir.

Opskrifter
Drømmekage (4 x 1 1/2 opskrift str. 20 cm pr. bogstav)
Hvid chokoladecreme med lime (5 portioner i alt)
Cake pops

Limesirup
1 dl vand
1 dl sukker
saft fra 2 limefrugter

Kog vand og sukker til sukker er opløst. Tilsæt limesaft i den varme sukkerlage. Køl af.
Pensles på bundene, som smags- og fugtgiver.

torsdag den 15. juni 2017

Appelsinsirup



For nylig fik jeg appelsinsirup til nogle nybagte pandekager, som en kollega havde med på job - det var super lækkert. Jeg måtte derfor i gang med at brygge min egen appelsinsirup, som jeg nu bruger på alt fra pandekager til yogurt, i kager og på kager og is. Meget forfriskende.

Appelsinsirup
ca. 4 dl
1 dl vand
250 g rørsukker
½ vaniljestang
2½ dl friskpresset appelsinsaft (fra øko appelsiner)



Bring vand og sukker i kog. Skru straks ned, og lad det simre i ca. 20-30 min. under låg. Hold øje med, at det ikke koger over. Lagen skal være let gylden. Tilsæt vaniljestang og appelsinsaft.



Rør forsigtigt, til det koger. Skru ned, og lad det simre i yderligere 30 min.
Lad appelsinsirup køle ned, og hæld den på skoldet glas. I starten vil siruppen være lidt tynd, men når den bliver helt kold vil den tykne og få den rette konsistens. Opbevares på køl.

Det er vigtigt, du skolder dine glas eller skyller dem med Atamon. På den måde slår du eventuelle bakterier ihjel, og din appelsinsirup holder bedre.

Opskriften er fra Mad og Bolig.

tirsdag den 6. juni 2017

Lakrids is med bær



Lakrids is - med jordbærsirup og friske bær
ca. 6-8 portioner

4 pasteuriserede æggeblommer
125 g sukker
½ l piskefløde
2 tsk rå lakridspulver
2+1 spsk lakridssirup

Pisk æggeblommer, sukker og lakridspulver til det bliver let og luftigt.
Pisk fløden stiv og vend den i. Vend 2 spsk lakridssirup i.
Hæld op i den form du ønsker og sæt den i fryseren og rør i den 4-5 gange i løbet af de første time.
Når du rører den sidste gang, tilsættes den sidste lakridssirup og rør, så der kommer et fint stribet mønster.
Dette kan være lidt svært, hvis du har brugt portionsforme som jeg har her. Tilsæt da alle 3 spsk sirup på samme tid fra start.

Lad isen fryse natten over.

Jordbærsirup
2 dl. frosne jordbær
1 dl. sukker
evt. 1/2 stang vanilje (koges med og flækkes til sidst)

Kog bær, vaniljestang og sukker sammen i en lille gryde, først ved svag varme til jordbær er tøet op og har afgivet lidt saft. Kog til bærrene er helt bløde. Tag vaniljestangen op og si saften fra. Pres kornene fra vaniljen ud i saften og kog saften yderligere ind, til der er ca. 2/3 tilbage af saften. Stil på køl.
Opbevares i køleskab og kan holde i meget lang tid.



Isformen hedder Russian Tale og er fra SiliKo Mart.