Viser opslag med etiketten Vintage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vintage. Vis alle opslag

søndag den 27. januar 2019

Baby Girl ♥



Skønne Julie skal have en lille pige♥ Og det er så dejligt efter hendes søster sidste år fik 2 små drenge. Jeg ser virkelig frem til sommerens familiesammenkomster med alle de dejlige babyer.



Til Julies baby shower skal der serveres samme slags cupcakes som blev serveret til søsterens baby shower: Bløde og saftige vaniljecupcakes med frisk citronfrosting på toppen.
Af pynt har jeg lavet nogle små vintage fondant Baby Girl-mærker - spiselige naturligvis.



Opskrifter
Vaniljecupcakes

Opskrift citronsmørcreme
250g blødt smør
500 g flormelis
1 citron, saften (eller citron-essens fra Dr. Oetker, 1-2 tsk.)
3-4 spsk. mælk/fløde

Rør smør og flormelis på lav hastighed til det er blandet. Øg hastigheden til maximum og rør i ca. 5-7 minutter. Tilsæt citronsaft og mælk, og rør godt igen. Der kan tilsættes mere flormelis hvis konsistensen er for tynd. Eller mere mælk/fløde hvis konsistensen er for tør.

lørdag den 31. januar 2015

Chokoladecupcakes med stamps



Disse cupcakes har en konsistens, der minder lidt om konfektkage fordi der er smeltet chokolade i opskriften. Men de er på ingen måde tunge. De er lette og luftige og smager bare dejligt. Her er pyntet med Nutellacreme og søde små vintage stamps - homemade of course (se her hvordan) :)

Chokoladecupcakes
14 stk alm. størrelse, bagt i en metalform

3 æg
250 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
50 g smeltet smør
1 dl. skyr (eller andet surmælksprodukt)
½ spsk espresso pulverkaffe
175 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
4 spsk ren kakao
1 nip salt
100 g smeltet chokolade - jeg brugte chokolade med karamelsmag

Tænd ovnen på 175 grader.
Fyld muffin-metalformen med papirsforme, så den er klar.
Smelt chokoladen, men stil den ikke koldt. Den skal være stadig være flydende.
Bland mel, bagepulver, kakao, salt og kaffepulver i en skål og stil til side.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker ca. 5-6 min.
Tilsæt smeltet smør og skyr.
Vend melblandingen i dejen og tilsæt den flydende chokolade. Rør sammen stille og roligt.

Fyld kun formene ½ op og bag kagerne midt i den varme ovn i ca. 13-15 min. Tag dem straks ud af metalformen og lade dem køle af på en rist.

Pynt dem med din yndlinsfrosting f.eks. Nutellacreme.



Min kolleger fik disse serveret til torsdagskaffen:

Vintage stamps (DIY)



Her kan du se, hvordan du laver søde vintage stamps - lige til at pynte f.eks. en cupcake med. Du kan også "stemple" småkager, der er frostet med royal icing.

Det skal du bruge:
Fondant tilsat
Tylosepulver
Udstikkere
Stamps (stempler)(disse er fra Panduro)
Acrylplade (eller andet hårdt underlag)
Pastafarve
Klar alkohol (der fordamper, så kun farven bliver tilbage)
Svamp (f.eks. makeup svamp)

Udstik fondant (tilsat tylosepulver) i ønsket figur.



Bland pastafarve med en lille smule Vodka (eller anden klar alkohol).



Sæt det stempel du ønsker på et hårdt underlag (her er det en acrylplade).



Dup svampen i den fortyndet pastafarve og dup herefter stemplet. Eller tryk stemplet let ned i svampen.



Tryk så pladen med stemplet ned på fondant-figuren. Jeg skulle lige prøve nogle gange inden jeg fandt teknikken. Men det charmerende ved stemplerne på figurene er, at de ikke er ens og ser lidt slidte ud.



Sådan :)







Du kan evt. male kanterne, hvis du synes.



Sådan :)



Og her er så slutresultatet ...



lørdag den 30. august 2014

Dåbskage til Olivia


Olivia skal døbes og gæsterne skal have denne søde lyserøde kage serveret bagefter.

Den består af 4 chokoladelagkagebunde, 2 lag hindbærmousse og 1 lag Toblerone/nougatcreme (ganache).
Kagen er smurt op med kakao-PSC og overtrukket med fondant fra Wilton med vaniljesmag.
Al pynt er formet i fondant/sukkerdej og kan derfor spises (eller gemmes).



Kagen måler 25 cm og er 10,5 cm høj uden pynt.



Stort tillykke med dåben :)

søndag den 6. juli 2014

Sommerkage


Sommerferien står for døren og jeg har lavet en sidste kage inden min ferie. Kagen er pyntet med fine blomster i Vintage-stil. De er nemme at lave og du kan se en DIY her.


De smukke perler er fra Dr. Oetker.

Kagen indeholder 1 mandelbund og 2 vaniljelagkagebunde. Der er fyld af en mousse med blandet røde bær (opskrift længere nede) og en ganache af Marabou med Daim.
Kagen er smurt op med PSC (opskrift længere nede) med kakao og er overtrukket med vaniljefondant fra Wilton.



Opskrift bærmousse
1 lag i en 20 cm kage

500 g bær, f.eks. blandet røde bær
50 g sukker
2½ blade husblas
1 stor tsk. vaniljesukker
3 dl piskefløde

Giv bærrene et opkog og hæld dem i en si. Hæld sukkeret over. Lad bærrene dryppe godt af over en skål og blend dem (med sukkeret).
Vrid vandet fra husblassen og bland det i den lune bærkompot.
Pisk fløden ret stiv med vaniljesukkeret og bland det med den afkølet bærkompot.

Brug moussen direkte mellem kagebunde eller server den i glas med en vaffel og mynteblade :)


PSC (PalminSmørCreme)

125 g smør, blødt - brug kun "rigtigt" smør
125 g Palmin (= raffineret kokosolie), blødt
450 g flormelis*
2-3 spsk mælk**
Evt. 2-4 tsk smagsaroma (f.eks. mandelessens giver "marcipansmag")
Eller korn fra 1 vaniljestang.

Der kan også tilsættes lidt pastafarve, hvis der ønskes kulør på cremen.

*Kakao-PSC: Erstat f.eks. 30 g af flormelissen med kakao (og undlad smagsaroma).

**Erstat mælken med f.eks. lime- eller citronsaft (og undlad smagsaroma), det giver en frisk smag.
For lang holdbarhed på cremen undlad mælk og erstat med vand.

Der er opsmøring af 2 x 20 cm kager i denne portion. ;o)

Smør og palmin skal have stuetemperatur, men ikke være nærmest flydende. Bland alle ingredienser sammen. Pisk (brug gerne køkkenmaskine) rigtig godt og grundigt (ca. 10 min. +/-), så den bliver rigtig luftig og lækker cremet.

Skulle cremen gryne og skille, stil den i køleskabet i ca. 15-20 min og rør grundigt i den igen.

DIY Vintage blomst


Disse smukke blomster er nemme og forholdsvis hurtige at lave.

Du får brug for fondant med tylose (ca. ½ tsk. til 250 g fondant), bølgede udstikkere (jeg har desværre vendt udstikkerne den forkerte vej på billedet), en tørreform, en sød "knap" i midten af blomsten og perler.






Udstik 4 størrelser i fondant.


Brug ball'en til at rulle langs kanten (halvt på fondanten, halvt på måtten).


Brug en tandstik eller lignende til at præge blomsten og læg den i formen.


Gør det samme på 3 resterende blomster og saml blomsten efterhånden med en smule vand eller tyloselim (se længere nede).

Til midten af blomsten har jeg brugt en lille sød knop med mønster, men en ganske alm. rund kugle af fondant kan gøre det. Lim den fast med vand og pensl lidt vand eller lim langs knoppen. Sæt perler fast.


Du kan evt. duste knoppen med perlemor eller farve.
Lad blomsten tørre.



Tyloselim (sukkerlim)

1/4 tsk. tylosepulver/petal powder
2 spsk. kogt, let afkølet vand

Røres sammen og står til alt pulver er opløst.
Opbevares i lufttæt beholder på køl. Tag lidt ud en en lille skål, når det skal anvendes og fortydnd det evt. yderligere med kogt let afkølet vand.
Gem resten i køleskabet.
Holdbarhed ca. 1 uge.