Viser opslag med etiketten Figurformet kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Figurformet kager. Vis alle opslag

mandag den 26. oktober 2020

Uddeling af medaljer


 I weekenden blev der uddelt medaljer og de var en stor succes.

Der var den klassiske runde medalje med flødeskum, vaniljecreme, syltetøj og et hindbær i midten, pyntet med hvid glasur, en fløderoset samt chokoladepynt.



Der var ovale med solbærskum, syltetøj, vaniljecreme og et friskt hindbær i midten, pyntet med hindbærglasur, solbærroset, blåbær og spiseligt sølv.




Og så var der de hjerteformede, der også indeholdt solbærskum, syltetøj, vaniljecreme og et friskt hindbær i midten, pyntet med hindbærglasur, solbærskum, lidt Ruby chokoladepynt og et sølvfarvet blåbær.



Mørdej
300 g alm. mel (hvede)
100 g flormelis
150 g stuetempereret smør
1 æg

Sigt mel og flormelis i en stor skål og tilsæt æg og smør skåret i små tern. Ælt alt sammen, men det skå gå tjept. Der må ikke æltes for meget. Dejens skal kun lige samles.
Pak ind i en plastpose og lad dejen hvile køligt 1 ca. 30 minutter.
Udrulles mellem 2 stykker bagepapir til en tykkelse på 3 mm og ca. 7 cm i diamenter. Udstik bundene og læg på et stykke bagepapir. Bages midt i ovnen ved 200 g i ca. 10 minutter. Hold øje med kanten på kagerne. Når kanten er lysebrun er de færdige. Lad dem køle helt af på en bagerist.

Vaniljecreme

2,5 dl. sødmælk
1 tsk. vaniljesukker
35 g sukker
20 g Maizena
30 g past. æggeblommer

Kog 2 dl mælk i en lille gryde. Bland sukker, maizena og den sidste 0,5 dl mælk med æggeblommerne i en lille skål. Pisk det sammen. Tilsættes i den kogende mælk. Pisk energisk til cremen tykner. Hæld i en anden skål og dæk med husholdningsfilm direkte ovenpå cremen. Stil på køl i mindst 2 timer, hvor efter cremen piskes op og er klar til brug. 

Glasur 
100 g sigtet flormelis
lidt vand
evt. lidt hindbærstøv

Rør flormelis med vand og evt. hindbærstøv til en tyk masse. Den skal være så tyk, at man har lyst til at tilsætte mere vand. Test først på en tallerken. Glasuren skal samle og sætte sig i løbet af 10 sekunder, men så skal den ikke kunne løbe mere. Brug evt en udstikker til at forme glasuren.

Flødeskum
Pisk en passende mængde fløde så det kan holde formen men ikke er for fast eller flydende. Prøv dig frem.
Der skal bruges ca. 2 dl til 4 kager samt en lille roset på toppen.

Solbærskum
Städter solbærmoussepulver - følg opskriften på æsken.

Samling
Pynt først den øverste top med glasur. Stil det til side.
Fyld en sprøjtepose med stjernetyl nr. 12 og enten flødeskum eller skum/mousse. Sprøjt 1 eller 2 omgange med flødeskum eller solbærskum langs kanten. Fyld lidt syltetøj i hullet i midten. Jeg brugte en med skovbær. Fyld lidt kagecreme i og til sidst et frisk afdryppet hindbær. Sæt forsigtigt den øverste kagedel på og stil kagerne på lidt på køl. Hvis du føler at moussen/fløden er fast nok, kan du pynte kagen færdig med det samme.
    Kagebundene kan bages dagen før og pakkes ind, når de er kølet af. Kagerne er bedst samme dag de er samlet.
    Opskrifterne er fundet rundt omkring på nettet, men de fleste er vist inspireret af Mette Blomsterberg.


    lørdag den 20. oktober 2018

    Theo's dåb



    Lille Theo skal døbes i dag og på bordet står bl.a. bogstavskager og cakepops. Disse "number and letter cakes" er meget fremme for tiden, og de kan pyntes i det uendelige. Jeg er ret vild med dem.


    De lyseblå pops er de samme som jeg havde lavet til Theos mors babyshower.

    Bogstavskagerne består af Drømmekage med fyld af hvid chokoladecreme med lime. Kagerne er pyntet med friske bær, marengs, chokoladekugler og friske blomster (der dog ikke skal spises). Bundene er penslet med limesirup før de blev pyntet med creme.






    Bogstaverne er skåret ud fra egne skabeloner og måler som et stykke A4 papir.

    Opskrifter
    Drømmekage (4 x 1 1/2 opskrift str. 20 cm pr. bogstav)
    Hvid chokoladecreme med lime (5 portioner i alt)
    Cake pops

    Limesirup
    1 dl vand
    1 dl sukker
    saft fra 2 limefrugter

    Kog vand og sukker til sukker er opløst. Tilsæt limesaft i den varme sukkerlage. Køl af.
    Pensles på bundene, som smags- og fugtgiver.

    lørdag den 7. april 2018

    De unges fødselsdagskager



    Mine skønne børn har fødselsdag og derfor serveres der dels en 18 års kage efter brunchen for familien samt en ekstra kage til min datters 14 nærmeste veninder, der indtager hjemmet om aftenen. Bogstaverne er ca. str. A4 og den runde kage er 22 cm i diameter.



    Kagerne er mørdejsbunde med fyld af hvid chokoladecreme med lime og en mælkechokolade/Nutellacreme. Ind i mellem fyldet er der dryppet lidt frisk bærkompot ligesom der er friske hindbærstykker i. Den hjemmelavet del af pynten er de lækre Macrons og marengskys i forskellige farver.



    Mørdejen og macrons/marenskys kan tilberedes i forvejen. Det samme kan bærkompotten. Chokoladecremerne skal tilberedes i god tid, da de skal stå i køleskabet i minimum 6 timer, og gerne natten over.



    Mørdejsbunde
    140 g flormelis
    1 tsk vaniljesukker
    2 tsk bagepulver
    300 g blødt smør (ikke smeltet)
    500 g hvedemel
    1 dl. vand

    Bland de tørre ingredienser grundigt. Tilsæt det bløde smør og bland det ind i dejen. Når smørret er næsten rørt ud, tilsættes vandet lidt af gangen. Saml dejen hurtigt til sidst med hænderne og pak den ind i en pose eller husholdningsfilm. Læg i køleskabet mindst en time.

    Tag dejen ud ca. 15 min før du skal udrulle den. Rul ud i ca. 2-3 mm tykkelse (dejen hæver lidt i ovnen) på et stykke bagepapir, der overføres med til bagepladen. Dejen er ret skrøbelig at flytte rundt med.
    Udstik/skær din figur og sæt figuren og bagepladen i køleskabet i 30 min. Husk der skal 2 bunde til hver figur.
    Tænd ovenen på 190 grader og bag figurene i ca. 15-18 min, til kanterne er let gyldne. Lad bundene køle helt af inden du samler kagen. Hvis du først samler kagen på et andet tidspunkt pakkes bundene lufttæt ind.
    Denne portion giver ca. 3 tal/bogstaver i str. A4.

    Hvid chokoladecreme
    5 dl piskefløde
    250 g hvid chokolade
    3 blade husblas
    Revet skal fra 2 lime

    Udblød husblas i koldt vand mens du tilbereder resten.
    Smelt chokoladen i microovn. Varm derefter fløden til kogepunktet. Hæld fløden over chokoladen ad 3 omgange. Tilsæt husblas der er vredet fri for vand mest muligt. Rør det ind i den varme creme. Dæk cremen med husholdningsfilm helt nede på overfladen, og sæt på køl i mindst 6 timer.
    Pisk cremen forsigtigt den kolde creme og vend den revne limeskal i.
    Opskrifterne herover er fundet her hos The Girl with Confetti.

    Mælkechokoladecreme
    5 dl piskefløde
    200 g mælkechokolade
    2-3 spsk Nutella
    3 blade husblas

    Udblød husblas i koldt vand mens du tilbereder resten.
    Smelt chokoladen i microovn, tilsæt Nutella, så det også bliver let smeltet. Varm derefter fløden til kogepunktet. Hæld fløden over chokoladen ad 3 omgange. Tilsæt husblas der er vredet fri for vand mest muligt. Rør det ind i den varme creme. Dæk cremen med husholdningsfilm helt nede på overfladen, og sæt på køl i mindst 6 timer.

    Bærkompot
    1/2 blad husblas i koldt vand. Kog 1/2 pose blandet røde bær (frost) med lidt sukker. Hæld væden fra og blend bærrene. Tilsæt opblødt husblas (vrid vandet fra) og lad det køle helt af.

    Sæt dutter af først den hvide ganache, fyld så ud med chokoladecremen. Dryp bærkompot og fordel stykker af friske hindbær. Hvis du er i tvivl om din chokoladecreme er fast nok, kan du lige stille kagen i køleskabet i 30 min. Læg så næste kagebund på og fordel chokoladecreme på den.
    Kagerne er bedst den dag de samles og pyntes, men kan dog godt tåle en nat i køleskabet.


    torsdag den 29. marts 2018

    Sidste påskekrans

    Ud af min sidste opskrift kom 3 påskekranse. Her er lidt billeder af den sidste:







    Det blev også den bedste fordi den fik en del frisk bærkompot dryppet ned mellem hindbærmoussen og Tobleroneganachen. Det gav den ekstra meget smag.

    Opskrifter til 3 kranse
    Hver krans er til ca. 4-5 personer
    Mørdejsbunde (jeg rullede ud i 2 mm tykkelse og fik 3 kranse i str. 23 (med et 13 cm hul, det kunne nu godt have været lidt mindre)
    Ganache (af 5 dl. piskefløde, 250 g chokolade, 2 stk. husblas)
    Hindbærmousse (250 g frosne hindbær, 2 dl piske, 1 dl skyr, 1,5 stk. husblas)
    Bærkompot: 1/2 blad husblas i koldt vand. Kog 1/2 pose blandet røde bær (frost) med lidt sukker. Hæld væden fra og blend bærrene. Tilsæt opblødt husblas (vrid vandet fra) og lad det køle helt af.

    torsdag den 22. marts 2018

    Påskekranse



    Til mine søde kolleger på jobbet...

    Sprøde mørdejbunde + ganache af fløde og Marabou Daim + hindbærmousse.

    Pynten bestod af forskellige chokoladeperler (fra Callebaut), frysetørret hindbær, friske hindbær, vaffelæg, chokoladeæg og marengskys.

    Bedre bliver det vist ikke en torsdag eftermiddag :)



    Opskrifter til 3 kranse
    Hver krans er til ca. 4-5 personer
    Mørdejsbunde (jeg rullede ud i 2 mm tykkelse og fik 3 kranse i str. 23 (med et 13 cm hul, det kunne nu godt have været lidt mindre)
    Ganache (af 5 dl. piskefløde, 250 g chokolade, 2 stk. husblas)
    Hindbærmousse (250 g frosne hindbær, 2 dl piske, 1 dl skyr, 1,5 stk. husblas)

    tirsdag den 13. marts 2018

    Tidlige påskekager



    Efter at have prøvet de mørke chokoladebunde, så var tiden kommet til de lyse mørdejsbunde.
    En lille kage til min søde mor (ca. 10 cm lang) og så en lidt større til min søn og mig på en regnvåd mandag aften. Og så kan man jo starte påsken lidt tidligt...

    Herunder ses den lille:


    Opskrifterne er hovedsaligt fra Mette Blomsterberg.

    Mørdejsbunde
    2 tsk. vaniljesukker
    100 g flormelis
    300 g hvedemel
    1 tsk bagepulver
    150 g smør, koldt, i små tern
    1/2 dl. vand

    Bland mel, bagepulver, flormelis og vanilje med smør. Bland hurtigt sammen til smøret er smuldret ind i melblandingen. Tilsæt vand og saml hurtigt. Læg dejen i en plastpose og læg på køl i mindst 30 minutter.
    Rul ud i maks. 2-3 mm tykkelse (dejen hæver lidt under bagning) i den ønskede figur (husk du skal bruge 2 ens figurer) og sæt figurene i køleskabet på bagepladen til de er gennemkolde.
    Bag ved 180 grader i ca. 10 min - til kanterne er let brune. Lad figurene køle af på bagepladen. Opbevares i tilsluttet kageæske til brug.

    Vaniljecreme

    1 æg
    1 spsk sukker
    2 tsk vaniljesukker
    1 spsk Maizena
    1,5 dl mælk

    1 dl fløde – piskes til skum, når cremen er kold

    Alt blandes i en lille gryde. Varmes op under konstant omrøring indtil det tykner. Vær opmærksom, lige pludselig går det stærkt.
    Hæld blandingen i en lille skål og dæk med husholdningsfilm. Stilles til afkøling og vend til sidst flødeskummet i den kolde vaniljecreme. Fyldes i sprøjtepose med en rund tyl, når du er klar til at samle kagen.

    Ekstra
    Hjemmelavet bærkompot eller lidt syltetøj
    Evt. lidt ganache eller Nutella

    Samling
    Læg den ene bund på et fad. Fordel creme i dutter, ca 1,5 cm høje. Sæt eventuelt også små dutter af bærkompot eller syltetøj og gør det samme med Nutella, hvis du synes.
    Læg forsigtigt den anden bund ovenpå og sæt dutter på den også. Her vil jeg ikke tilføje bær eller Nutella. Pynt med hvad du har lyst til. Her er det chokoladepåskeæg, krysantemum (der dog ikke spises selv om de faktisk kan), skovsyreblade og skovsyreblomster.


    lørdag den 17. februar 2018

    Krans med mousse og pynt



    Endnu en gang har jeg kastet mig ud i en af de smukke kager, der er oppe i tiden. Opskriften er den samme som sidst.
    Jeg har denne gang også lagt lidt frisk frugt på det nederste lag, nemlig hindbær og granatæbler. Desuden har jeg dryppet lidt bærkompot ned mellem chokoladedrops'ene. Det samme er også på øverste bund.



    Pynten er chokoladekugler, skovsyreblade og friske krysantemumblomster, der er sat ned i et lille stykke sugerør. Krysantemum-blomster dog er ikke giftige.





    Den yderste ring måler 24 cm og den inderste 11 cm. Jeg brugte til den store ring et grydelåg som udstikker og til den inderste en ring fra et udstikker sæt.

    Opskriften til bunde og fyld findes her.
    Opskriften passer til en kage af denne størrelse samt 2 små ekstra kager.

    Opbevarer du dine blomster i køleskabet kan de holde meget længe.