Viser opslag med etiketten Dåbskage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dåbskage. Vis alle opslag

søndag den 6. oktober 2024

Dåbskager til Arthur


I dag bliver lille Arthur døbt og skal fejres af mange gæster. Der vil blive serveret disse to kager, hvor den lyseblå kage har 2 vanilje- og 1 chokoladebund.

Den grønne kage har 2 chokoladebunde og 1 vaniljebund.

Begge kager har fyld af mousse med blandet røde bær og en chokoladecreme tilbereredt med Toblerone. De blev opsmurt med Nutellacreme inden de blev overtrukket og pyntet med fondant fra FunCakes.

Kagerne måler 30 cm og er 10,5 cm højden.

Opskrifter
Vaniljekage
Chokoladekage
Bærmousse
Ganache med Toblerone
Nutellacreme


søndag den 17. september 2023

Dåbskage til Ivi


I dag skal lille Ivi døbes. Kagen består af 3 tykke lyse kagebunde, en mousse med masser af røde bær og en hvid chokoladecreme.
Kagen er smurt op med en svejtsisk marengssmørcreme tilsat hvid chokolade, vanilje og saft fra de røde bær (samt en anelse lyserød farve). Langs siderne løber dråber af Ruby chokolade ligesom der er chokolade dekorationer af samme chokolade.

Kagen måler 25 cm og er 13 cm høj.

Opskrifter
(basisopskrifter til kage str. 20 cm)
Vanilje kagebunde
Mousse med bær
Hvid chokoladecreme
SMBC (med hvid chokolade og bærsaft)

Ruby chokolade drip
80 g Ruby chokolade
50 g piskefløde

Varm chokolade og fløde op over vandbad. Når næsten al chokoladen er smeltet fjernes skålen fra vandbadet og resten af chokoladen røres ud. Test på et iskoldt glas om chokoladen løber i et jævnt tempo ned ad kagen.


lørdag den 18. marts 2023

Dåbskager til Ellen


Kagerne indeholder 3 bunde af vaniljekage og har fyld af hindbærmousse og chokoladecreme med Toblerone. Kagen er opsmurt med en en creme tilsat hvid chokolade og citron.


På toppen er forskellige rosetter og krymmel samt små sommerfugle af waferpaper. 

Kagerne måler 25 cm og er 10 cm høje.


Opskrifter
Vaniljebunde  
Hindbærmousse
Chokoladecreme
Citroncreme 

Dåbskage til August


Kagen indeholder 2 bunde af vaniljekage og 1 bund af chokoladekage. Fyldet er hindbærmousse og chokoladecreme med Toblerone. Kagen er opsmurt med en frisk citronfrosting.

Figurene er håndlavet.


Dåbskagen måler 38x28 og er 9 cm høj.


Opskrifter
Vaniljebunde  (hver bund bages af 2/3 af den lille størrelse)
Chokoladekage (bages af 1/2 portion)
Hindbærmousse
Chokoladecreme

Citronfrosting
2 portioner til denne størrelse kage
250 g blødt smør
500 g flormelis
1 citron, saften (eller citron-essens fra Dr. Oetker, 1-2 tsk.)
1 spsk. mælk/fløde

Rør smør og flormelis på lav hastighed til det er blandet. Øg hastigheden til max og rør i ca. 5-7 minutter. Tilsæt citronsaft og rør godt igen. Der kan tilsættes mere flormelis hvis konsistensen er for tynd.

Chokoladedrip
50 g mørk chokolade
50 g piskefløde

Stil et tomt glas i køleskabet i 30 minutter til at teste konsistensen på.
Lun fløde og chokolade i en skål over vandbad. Når chokoladen er smeltet tages skålen af varmen og der røres til massen er skinnende og blank. Test på det kolde glas om chokoladen løber stille og roligt ned af glasset. Hvis det løber for hurtigt er chokoladen for varm.  

søndag den 9. oktober 2022

Dåbskage til Leo



Kagen til Leos gæster i dag består af 1 passionsfrugtbund og 2 vaniljebunde med marcipan og alle bunde er stænket med hjemmelavet passionsfrugtsirup. Fyldet er blandet røde bær og en chokoladecreme af mørk chokolade og nougat - drysset med karamelliseret nødder. Opsmøring er en frisk citroncreme. I de små macarons er der chokoladeganache.

Kagen måler 25 cm og er 11 cm høj. 

Passionsfrugt kagebunde
2 stk., str. 25 cm
250 g stuetemp. smør
200 g sukker
4 æg
300 g mel
1,5 tsk bagepulver
1 dl Passionsfrugt purémix, købes frossen
Passionsfrugt purémix'en kan erstattes af f.eks. ananasjuice

Indstil ovnen på 170 C. 
Smør bageformen og læg et stykke bagepapir i bunden og drys med lidt mel. Drys overskydende mel ud af formen igen.
Rør smør og sukker sammen til en let og luftigt masse. Det tager ca. 5 minutter på en maskine. Tilsæt æggene et ad gangen. Det kan se ud som om dejen skiller, men det har ingen betydning. Tilsæt sigtet mel og bagepulver skiftevis med optøet passionsfrugt purémix. Vend med en dejskraber det hele sammen til dejen er glat og ensartet.
Fordel dejen i bageformen og bag i ca. 35-40 minutter (test om der hænger dej ved på en tandstik eller kniv, når du stikker den ned i kagen). Ellers bag et par minutter mere. 
Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af i formen i ca. 20 minutter. Derefter vendes den ud på en bagerist og køler helt af. Del kagen i bunde a 1,5 cm. Kan fryses.

Vaniljebund med marcipan
Opskriften på 20 cm tilsættes 100 g revet marcipan og bages i samme størrelse som passionsfrugtbunden. Afkøles og deles i bunde a 1,5 cm.

Chokoladeganache
7 dl piskefløde
225 g mørk chokolade
100 g nougat
3 blade husblas

Læg husblas i blød i kold vand. Smelt chokoladen over et vandbad. Varm fløden op til kogepunktet og hæld 1/3 over chokoladen. Rør i midten til ganachen samler sig. Når alt er blandet tilsættes næste 1/3 og der røres igen til alt er samlet. Slut med det sidste fløde, tilsæt så husblas vredet fri for vand og læg et stykke husholdningsfilm over og stil på køl til ganachen er 5 C (gør gerne dette dagen før).

Bærmousse
Opskriften fordobles.

Passionsfrugtsirup
2 passionsfrugter
65 g vand
30 g rørsukker

Skrab kernerne og frugtkød ud af passionsfrugterne. Hæld det i en lille gryde og tilsæt vand og sukker. Bland det og lad det koge stille op. Når det koger skal det simre i ca. 6 minutter før siruppen sies ned i en skoldet beholder og stilles til afkøling. Bundende dryppes med sirupppen.

Samling
Læg en passionsfrugtkagebund på en kageplade. Dryp gavmildt med sirup. Fordel ca. 500 g chokoladeganache over og drys evt. med nøddeknas. Læg en vaniljebund over og dryp igen med sirup. Fordel 500 g bærmousse over og læg dryp undersiden af en vaniljekagebund. Læg bunden over kagen med undersiden nedad. Dæk med film og stil på køl i mindst 5 timer.

Citroncreme
Følg opskriften her, tilsæt 2 tsk citronessens og tilsæt 150 g hvid chokolade. Smør kagen op med cremen, når kagen har været på køl og har sat sig. 

Chokolade drip
65 g mørk chokolade
50 g piskefløde

Smelt chokolade med piskefløde over svag varme. Når chokoladen er helt smeltet stilles ganachen til afkøling. Når konsistensen er passende til at benytte på den kolde og opsmurte kage, hældes ganachen i en lille flaske og kagen pyntes.

lørdag den 25. september 2021

Ellas dåb


Endelig blev det muligt at fejre lille Ella. Dåben har været udsat igen og igen på grund af restriktioner, men nu lykkes det endelig. Derfor er kagen ekstra stor og ekstra fin. Dåbsbarnet er endda gammel nok til at smage, så der er jo bare fantastisk.

Kagen består af 2 drømmekagebunde og 1 chokoladekagebund. Fyldet er ribs/hindbærmousse og Tobleronecreme med små chokoladeperler af mørk chokolade. Kagerne er smurt op med SMBC med smag af citron og hvid chokolade, og farvet med lyserød pastafarve. Blomst og bamser er formet i fondant. Båndet om kagerne er af marcipan og det samme er de små blomster.

Kagerne måler hhv. 18 og 22 cm, og er 9 cm høje.

Opskrifter
Drømmekage
Hindbærmousse (2/3 hindbær og 1/3 ribs)
Tobleronecreme
SMBC

Chokolade: fra Callebaut
Marcipan: fra FunCakes Floral White

lørdag den 4. september 2021

Wilfreds dåbskager

Til skønne lille Wilfred, der døbes i dag skal der serveres en bogstavskage og 2 lagkager. 

Bogstavskagen er en saftige Black Magic kage med lækker chokolademousse på toppen og masser af pynt f.eks. hjerteformet macarons med mørk chokolade- eller karamelganache, små chokoladeplader med og uden krymmel, chokolade"sten" (fra Special Moment) og friske bær. Blomsterne er kun til pynt.



Lagkagerne indeholder 2 drømmekagebunde stænket med sirup og smurt med hindbærmarmelade og 1 chokoladekagebund smurt med Nutella. Fyldet er skovbærmousse og tobleroneganache. Kagerne er smurt op med SMBC tilsat hvid chokolade og citron. Langs kanten sidder et marcipanbånd og Wilfreds navn i små klodser er også marcipan. Kagerne måler 22 cm og er 10 cm høje.





Kæmpe tillykke til lille Wilfred og hans familie.

Opskrifter
Drømmekagebunde 
Chokoladekage 
Toblerone/mælkechokoladeganache
SMBC med citron og hvid chokolade
Chokoladedryp
Macarons
Black Magic med chokolademousse

lørdag den 10. oktober 2020

Malthes dåbskage

Til Malthes dåb i dag skal gæsterne have denne kage, der består af drømmekagebunde, hindbærmousse og Tobleronecreme. Den midterste kagebund har masser af små chokoladestykker. Hele kagen er opsmurt med en frisk citroncreme.

Stort tillykke til Malthe Joe Petersen og hans familie.



Opskrifter
Drømmekagebunde, se herunder
Hindbærmousse
Tobleronecreme
SMBC med hvid chokolade og citronsmag

Drømmekagebund
 (opskrift til 1 bund, str 38x28 cm)
3
æg
150 g sukker
1 tsk. vanilesukker
1 dl. kogende mælk
40 g smeltet smør (+ lidt til at smøre formen)
125 g mel
1 tsk. bagepulver
60 g chokoladedråber (Callebaut Chocolate chips, dark)

Indstil ovnen på 185 C, ikke varmluft.
Smør bageformen og læg et stykke bagepapir i bunden.
Æg, sukker og vaniljesukker piskes tykt og hvidt. Smør og mælk varmes til kogepunket og tilsættes lidt af gangen i æggene skiftevis med sigtet mel og bagepulver. Tilsæt til sidst chokolade.
Bages 6 min med ovnlågen på klem, herefter 7-8 minutter i helt lukket ovn.
Køl kagebunden i bageformen på en rist. Vend så bunden ud på risten og lad den køle helt af, inden den pakkes tæt ind til brug.

Kagebunden med små chokolade chips.

lørdag den 15. august 2020

Dåbskage til Tristan



I dag skal lille Tristan endelig have sin dåbsfest. Dåb og fest skulle have været i april, men så kom Covid19. Dåben blev udskudt til juni, men også her måtte arrangementet udskydes pga. forsamlingsforbuddet.
Tristan blev døbt den 7/6 og i dag skal han så endelig fejres. Kæmpe tillykke til Pia og Tristan.
Kagen indeholder 3 bunde af drømmekage og har fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme med hakket chokoladestykker.
Kagen er opsmurt med en svejtsisk marengssmørcreme med hvid chokolade og citron. Overtrækket er marmoreret fondant. Pynten er også modelleret i fondant.
Kagen måler 38x28x9 cm.



De små macarons i grøn og lyseblå indeholder hhv. lime og chokoladeganache.


Opskrifter
Drømmekage (jeg halverede den mindste opskrift og brugte 3 æg i stedet for 2 æg)
Hindbærmousse
Tobleronecreme
SMBC med hvid chokolade og citronessens
Macarons
Limeganache eller Maja Vases opskrift.
Chokoladeganache (brug 1:1 opskriften)

søndag den 10. maj 2020

Dåbskage til Isabella



Isabellas dåbskage består af 3 tykke vaniljelagkagebunde og har fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme.

Kagen er smurt op med en creme tilsat hvid chokolade og citron. Overtræk er fondant og det samme er pynten. Den lille baby og hendes navn står på en plade, der er lige til at tage af og gemme.



Kagen måler Ø30 cm og er 12 cm høj.



Opskrifter
Bunde
Hindbærmousse
Tobleronecreme

Marengscreme med hvid chokolade og citron (SMBC)
(til kage Ø30x12 cm)
5 past. æggehvider (200 g)
300 gram melis
Et nip salt
300 gram blødgjort usaltet smør

200 g smeltet og afkølet hvid chokolade
3 tsk. citronekstrakt

Æggehvider, sukker og salt piskes godt sammen i en skål, der står i en gryde med simrende vand. Pisk/rør hele tiden under opvarmningen, så æggehviderne ikke koger.
Efter ca. 5-10 min, når blandingen er varm og sukker er opløst (mål evt med et sukkertermometer 60-70 grader), tages skålen af varmen. Pisk marengsen op til fuld volumen, og bliv ved til blandingen er kølet helt af (ca. 20 grader).

Skift piskeris ud med padlen (hvis du bruger røremaskine). Tilsæt smør i små tern, mens der røres ved middel hastighed. Blandingen vil falde sammen og se ud, som om den er skilt. Bliv ved med at piske, til smørret er helt indarbejdet i marengsen og har givet en jævn, let og blød struktur.
Tilsæt den afkølede og smeltede chokolade og hæld forsigtigt i smørcremen mens der piskes. Hvis chokoladen er for varm, smelter smørret og så vil smørcremen falde helt sammen. Skulle det ske, sæt da cremen i fryseren i ca. 20 min og pisk derefter videre.

Denne smørcreme er stabil i 1-2 dage ved stuetemperatur (ikke mere end 15 grader). Ellers kan den fryses i op til to uger.

søndag den 15. december 2019

Dåbskage til Estella♥



I dag skal lille baby Estella døbes og fejres med denne kage. Kagen indeholder 3 drømmekagebunde og har fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme. Kagen er smurt op med en frisk citroncreme og overtrukket med lys lilla fondant.



Alt pynt er formet i fondant og kan spises.



Kagen måler 23x37x9 cm.



Opskrifter
Drømmekagebunde
Hindbærmousse
Tobleronecreme
Citroncreme

søndag den 13. oktober 2019

Dåbskage til Emmelie



Den sødeste og mest smilende lille pige skal døbes i dag. Emmelie skal fejres og hendes dåbskage har masser af pynt i lilla nuancer. For nogle år siden var det storesøster Lilly, der skulle døbes. Hun er en "stor" pige nu og stolt af sin lillesøster♥
Alt pynt er formet i fondant og kan spises.

Kagen måler 27x37 og er 9 cm høj.



Opskrifter

Drømmekagebunde (3 x opskrift til 20 cm)
Hindbærmousse (3 x opskrift)
Tobleronecreme (4 x opskrift)
Citroncreme (opsmøring, 1 portion)

søndag den 8. september 2019

Dåbskage til Silje



Skønne lille Silje skal døbes i dag og kagen der skal serveres for gæsterne indeholder 3 drømmekagebunde og har fyld af blandet røde bær og chokoladecreme af Toblerone. På bunden med chokoladecremen er der yderligere smurt et lille lag Kanubicreme.
Kagen er smurt op med SMBC med citronsmag og lidt lyserød farve, og langs kanten sidder et marcipanbånd.



Hele kagen er pyntet med friske bær, små hvide og lyserøde chokoladekiksekugler, sølvmandler, forskelligt sukkerpynt og friske hvide roser. Navnet er af hvid fondant med let rosa kanter.



Kagen måler 27x37x9 cm.

Kæmpe tillykke til Silje og hendes skønne forældre på den store dåbsdag.

Opskrifter
Drømmekage
Bærmousse
Chokoladecreme
Kanubicreme (se herunder)
Citroncreme, SMBC
Marcipanbånd (se herunder)

Marcipan
900 g marcipan
450 g flormelis
120 g glucosesirup

Del alle ingredienserne i 2, så er det nemmere at indarbejde flormelis og glucose i marcipanen.
Ælt marcipan med flormelis og glucosesirup til det er helt ensartet. Der kan med fordel bruges en køkkenmaskine med dejkrog.
Rul marcipanen ud og afstem med højden på kagen. Denne kage krævede ca. 130 cm.

Kanubicreme
1 lag i 25 cm kage
5 dl piskefløde
150 g mørk chokolade
75 g blød nougat

Smelt chokoladerne stille og roligt over vandbad.
Varm fløde op til kogenpunktet og før af 3 omgang den varme fløde i chokoladen. Sørg for at det er rørt helt sammen. Dæk cremen med husholdningsfilm helt ned på overfladen og stil i køleskab til næste dag, hvor den forsigtigt piskes op til en creme. Fyld i kagen.

Til dåbsbarnet



Til den søde Silje på hendes dåbsdag: Lidt sjov og ballade formet i fondant.
Fadet er kun ment som pynt og en lille gave til Silje-pigen. Det kan opbevares i lang tid, hvis det ikke står i direkte sol.

lørdag den 2. februar 2019

Dåbskage til Theis



I dag den 2/2 '19 skal Theis døbes - næsten på 2-årsdagen for storebror Thors dåb. Kagen minder lidt om storebrors kage og så alligevel ikke. På Theis' dåbskage er der fyldt med bamser. Både dem, der er overrasket...



de glade...



og den der kom halsende i sidste øjeblik.



På toppen er den mindste bamse kravlet op og faldet i søvn.



Kagerne indeholder 3 vaniljelagkagebunde og har fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme. De er smurt op med Svejtsisk Marengssmørcreme tilsat lys chokolade og er overtrukket med Wiltons fondant. Kagerne måler hhv. 28 og 34 cm. De er begge 10 cm høje.



Den øverste plade med pynt kan tages af og gemmes.



Kagen set oppefra:



Bamseformen er fra Katy Sue Design.



Opskrifter
Opskrift bunde
Opskrift hindbærmousse
Opskrift ganache
Opskrift Svejtsisk Marengssmørcreme