Viser opslag med etiketten RKT. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten RKT. Vis alle opslag

søndag den 24. februar 2019

Skildepadder i skjul



Midt i denne kage gemmer der sig en masse små skildpadder - sammen med skumfiduser og puffede ris.

Rice Krispies med skildpadder
70 g smør
50 g glukosesirup
360 g mini skildpadder (fra Toms Chokolade)
375 g Rice Krispies/puffede ris evt. med chokoladesmag
200 g skumfiduser

Smelt smør og sirup på svag varme. Hak skildpadderne groft og tilsæt, mens der røres rundt. Når chokoladen også er smeltet vendes puffede ris og skumfiduser i. Bland det hurtigt inden skumfiduserne smelter for meget. Vend alt ud i en lille bradepande med bagepapir og pres overfladen med bagsiden af en ske.
Drys med saltede peanuts og evt. lidt krymmel.

Stil koldt indtil servering, hvor der skæres ud i stykker eller skiver.

Oreo-knas til kaffen



En super nem og hurtig lille snack til kaffen, kunne være denne:

RKT med Oreos
50 g smør
1 rulle Oreos, groft hakket
250 g skumfiduser
800 ml Rice Krispies (puffede ris), evt. chokoladeudgaven
Et fad, ca. 30 x 20 cm foret med bagepapir

Smelt smøret i en stor gryde. Hæld skumfiduserne i og lad dem smelte med ved svag varme. Når de er helt smeltet, hældes de puffede ris og Oreos-stykkerne i. Vend det hele hurtigt sammen.

Pres det hele ud i formen og drys evt. med krymmel.
Stil på køl i ca. 30 min og skær ud i små stykker.

lørdag den 7. februar 2015

The Incredible Hulk


Det var hvad Jonathan gerne ville have til sin fødselsdag i år. Sidste år var det jo Spiderman.
Py ha sved på panden... men jeg er nu blevet godt tilfreds med resultatet :D

Chokoladekagen skal Jonathan dele med 18 andre børn. Kagerne måler 15 og 20 cm og hver er ca. 7 cm høje. Kagerne er opsmurt med Nutellacreme og overtrukket med farvet fondant.
De to HULK-figurer er printet i sukkerprint, klippet ud og sat på sort fondant, der så er skåret til.

Hånden er formet i RKT. Jeg havde kigget på nettet, men ellers var det min egen hånd, der blev brugt som inspiration. Da hånden var formet satte jeg en en pind i, smurte hånden op med smeltet chokolade (Candy Melt fra Wilton) og til sidst blev den overtrukket med grøn fondant.
Den blev ret tung selv om RKT er et let materiale at arbejde med, så ved selve samlingen satte jeg også 2 tandstikkere i for at holde hånden bedre fast i kagen.

Her er lidt billeder af processen:

Hånd med chokolade og RKT indeni.


Hånd med chokolade.


Hånden overtrukket med fondant og præget med diverse rynker. For ekstra effekt har jeg dustet lidt grønt farve (uden glimmer) i rynkerne/folderne.


Den færdige hånd :)

Kagen bagfra:

mandag den 3. marts 2014

3 års jubilæum


Min kollega har 3 års jubilæum og han vil gerne give lidt kage i den anledning. Da han havde 1 års jubilæum fik han denne fodboldskage
Kagen indeholder 3 chokoladelagkagebunde og har fyld af Skovbærmousse og nougatcreme (se opskrift nedenfor).

3-tallet, der ligger gemt under overtrækket er formet af RKT (se foto til sidst) og opsmurt med Svejtsisk chokoladecreme. Hele kagen er overtrukket med blandet chokoladefondant og marcipan.



Kagen måler 18 cm og er 8 cm høj (uden tallet).

Stort tillykke og flot holdt ud ;)

Nougatcreme
(1 lag i en 20 cm kage)

75 g mørk chokolade
100 g nougat
3 dl. piskefløde

Smelt chokoladen og tilsæt nougat. Rør stille og roligt rundt, mens nougat'en smelter. Lad det hele køle af til stuetemperatur.
Pisk fløden til flødeskum, dog ikke helt stift. Vend chokoladen i flødeskummet og fyld i kagen.


lørdag den 14. september 2013

Signe 18 år


I anlednings af min søde venindes datter bliver 18 år i morgen, har jeg lavet lidt macarons til gæsterne.

Opskriften er en jeg har brugt flere gange. Disse macarons har fyld af hhv. hvid chokolade med revet citronskal, mælkechokolade med lakridsessens og mørk chokolade med mynteessens.

Fyldet (ganache) kan laves af flg.:
40 g piskefløde
80 g finthakket chokolade (hvis mørk dog kun 60 g)

Smag af eget valg:
Et par dråber essens
Revet øko citronskal ca. 1 tsk.
Lidt hindbærsirup
Eller bare din yndlingschokolade

Varm fløden op til kogepunktet. Hæld det over den finthakket chokolade. Lad et stå et øjeblik og rør så stille og roligt til der opnås en ensartet konsistens. Lad ganachen stå til den bliver stuetempereret.


For et par år siden var Signe i USA og her blev hun glad for Rice Krispies Treats (RKT). Jeg lavede derfor en lille kage til hende af RKT og Oreokiks. Den blev pyntet med smeltet mørk chokolade og lidt farvet sukker.

Der blev også et par macarons til overs...:

fredag den 16. marts 2012

Oreo og Krispies kage


En hyggelig lille kage... bestående af Rice Krispies Cereal, Oreo-kiks, skumfiduser og en anelse smør.
Ovenpå er der smeltet chokolade, lidt krymmel og guldglimmer.
Opskriften har jeg fundet her.


God fredag

onsdag den 24. august 2011

Rice Krispies Treat med farver



Nem nem nem... er denne opskrift.

Smør en 20 cm form og for den med bagepapir.

Smelt 200 g (lys) chokolade sammen med 25 g smør over vandbad.
Tilsæt 75 g Rice Krispies og 25-50 g mini skumfiduser (gerne med farver).
Rør godt rundt, så det hele bliver blandet.
Hæld det ned i formen og pres det godt ud i alle kanter. Drys farvestrålende mini M&M'er på og stil formen på køl i nogle timer.
Skær ud i passende stykker.

De kan holde op til 3 uger i en lufttæt boks.

Meget farvestrålende og indbydende...


NOTE: Næste gang vil jeg bruge 100 g lys + 100 g mørk chokolade i stedet for kun lys chokolade.

Opskriften er fra www.goodtoknow.co.uk

Chokolade og peanut treats


Ca. 24 stk

120 g jordnøddesmør (ikke crunchy)
80 ml lys sirup
80 ml honning
45 g kakaopulver, usødet
55 g lys brun farin
180 g skumfiduser i små stykker
1 tsk. ren vanilje ekstrakt
80 gram Rice Krispies
120 gram jordnødder

Topping:

230 g hakket halv-sød chokolade
1 spsk/14 gram usaltet smør

Smør en 20 x 20 cm firkantede form.

Jordnøddesmør, sirup, honning, kakao pulver og lys brun sukker smeltes i en stor gryde over medium varme. Reducer varmen til lav, tilsæt skumfiduser og rør konstant indtil blandingen er smeltet og glat.

Fjern fra varmen og rør vanilje ekstrakt, Rice Krispies og jordnødder i. Tryk blandingen i den klargjorte form og lad den sætte sig. Glat evt. overfladen med en ske, der er let smurt med smør.

Topping: Smelt smør og chokolade i over vandbad. Spredt ud over ”kagen” og opbevar i køleskab, indtil chokoladen er størknet. Skær i firkanter med en skarp kniv.

Serveres kold eller ved stuetemperatur.

Opskriften har jeg fundet her.

søndag den 14. august 2011

Knasende skumfidus-slik


Disse knasende chokolade-marshmallows slikstykker er rigtig gode, når man er lidt lækkersulten:-)

6 spk. usaltet smør (+ til formen)
300 g skumfiduser i mindre stykker
30 g usødet cacao-pulver
680 g Rice Krispies

Smeltet chokolade
Evt. spiseligt guldglimmer

Smør en form (20-25 cm), gerne firkantet. For den med bagepapir. Lad der være ekstra bagepapir ud over formen, så er det nemmere at få massen op bagefter.

Bland smør, skumfiduser og cacao i en stor gryde. Lad det smelte over medium varme under omrøring. Det tager ca. 5-6 min. Tilsæt Rice Krispies.
Tryk blandingen i formen, glat evt. med bagsiden af en stor ske.
Lad det afkøle til stuetemperatur. Skær i passende stykker.

Dette er en opskrift af Martha Stewart.

lørdag den 2. juli 2011

2 x fødselsdagskage + en ekstra


Frederik og Benjamin har fødselsdag og de skal have hver sin kage, der viser hvad deres interesser er.
Frederik er mest til x-box, så derfor skal han have kagen med joy-stic'et.




Benjamin er vild med fodbold, så hans kage har naturligvis en fodbold på.



Kagerne består af 3 bunde af Bondekonens chokoladekage. Der er et lag mousse af blandet røde bær og et lag tobleronecreme.
Kagerne er opsmurt med Nutellacreme og overtrukket med fondant.
Joystic'et og fodbolden er lavet af RKT (Rice Krispies Treats), en opskrift jeg har fundet flere steder på nettet og min udgave kan ses her.
Begge figurer er herefter overtrukket og pyntet med fondant. Græsset er Royal Icing (glasur).

Kagerne måler Ø18 cm og er 7,5 cm høje.

Tillykke Benjamin og Frederik med de 13 år:-D

Mor Tine har fået en lille kage med knapper og kantebånd af det kage, der blev tilovers:-)
Hendes kage er overtrukket med hindbærfondant og de brune knapper er blandet marcipan og chokoladefondant. Resten er fondant.
Kagen måler Ø12 cm og er 5 cm høj.



Tine er rigtig god til al slags håndarbejde. Hun har før fået en lille kurv med garn.

RKT (Rice Krispies Treat)

RKT er meget populært i f.eks. USA som en slags slik/kage, men det kan også bruges til at lave forskellige figurer af.
Start med at smøre et ark bagepapir ind i noget fedtstof (smør, palmin e.l.) eller smør den form du har valgt.

Jeg har lavet 2 små halve kugler og 1 figur, der gerne skal blive til et joystic af denne portion:

50 g smør
300 g skumfiduser (f.eks. Marshmallows til grill)
1 liter Rice Krispies

200 g smeltet chokolade til at smøre op med eller du kan først smøre figuren op med Royal Icing, herefter smeltet chokolade.

Smelt smøret i en stor gryde. Hæld skumfiduserne i og rør til de er helt smeltet. Det kan godt se lidt underligt grynet ud, men det skal nok samle sig igen.
Når alle skumfiduserne er smeltet, hældes Rice Krispies i og blandes godt ind i skumfiduserne.
Det kan drille med de lange "tråde" fra skumfiduserne, men smør evt. også din dejskraber eller ske ind i fedstof, så er det nemmere at få af.
Fyld den form du har valgt eller hæld massen ned på bagepapiret og form figuren gennem bagepapiret. Jeg smurte også hænderne lidt ind, da jeg skulle forme joystic'et videre med hænderne, så var det nemt at have med at gøre.

Sæt din figur på køl i ca. 15-20 min, så kan du forme videre, hvis det er nødvendigt. Det holder nu formen bedre end ved først formning.

Lad figuren køle helt, evt til næste dag.

Smelt chokolade og jævn figuren ud med dette. Den lille runde er smurt ind i hvid chokolade 1 gang, den anden figur er smurt ind 2 gange. Man kan blive ved til man synes alle huller er dækket godt nok og figuren føles glat.

Herefter kan du overtrække med fondant eller smørcreme ... eller bare spise det som det er :-)


torsdag den 23. december 2010

Julekonfekt

 

 

Konfekten til i år... Ja, hvad kan jeg sige? Der er marcipankugler med Lemon Curd i midten, kugler af chokolademarcipan og almindelige marcipankugler. Alt dyppet i chokolade og pyntet med krymmel. Så er der festlige marcipanstykker af rosa, grøn og almindelig marcipan. De er lagt sammen med smeltet chokolade og overtrukket med samme. Til slut er der nougatmåtter.
Jeg har også lavet hyggelige Peanut/Rice Krispies bars. De smager faktisk lige så godt som de ser ud, også selv om jeg sprang den chokolade over, der skulle på toppen. Du kan se opskriften her.
Posted by Picasa